Den lange skygge fra korset

Kulturkristendom uden tro på Gud fungerer ikke

Erik Bjerager,chefredaktør og administrerende direktør pŒ Kristeligt Dagblad.
Erik Bjerager,chefredaktør og administrerende direktør pŒ Kristeligt Dagblad. Foto: Leif Tuxen.

I et af de mere undseelige udstillingsrum på det store og kendte kunstmuseum Musée d’Orsay i Paris hænger det usædvanlige Golgata-billede, som bringes på avisens forside i dag (se billedet længere nede i teksten). Gennem historien har tusinder af kunstnere givet deres bud på kristendommens centrale motiv, korsfæstelsesscenen med de tre kors, malet forfra eller fra siden i en endeløs farvekombination og med forskellig symbolik.

Den franske 1800-talsmaler Jean-Léon Gérôme valgte en usædvanlig og på sin vis også foruroligende vinkel: bagfra, så korsfæstelsesscenen fremstår som en skygge. Motivet trækker beskueren ind i den anspændte stemning i timerne efter korsfæstelsen, hvor alle tilskuere er på vej tilbage til Jerusalem efterladende de døde til sig selv. Billedet har titlen ”Golgotha – Consummatum Est” efter Jesu sidste ord ”Det er fuldbragt”.

Den sorte himmel vidner om, at uvejret er brudt ud med en skælvende jord; klipper, der revner; grave, der åbner sig; døde, der opstår; forhænget i templet, der flænges, som det beskrives i flere af evangelierne.

Forfatter og anmelder her ved avisen Henrik Wivel har skrevet om billedet i sin fremragende bog ”Skyggeliv – en bog om det underfulde”.

Han hæfter sig ved beskuerens blikretning. Vi ser ikke direkte mod korsene med Jesus og de to røvere, men vi er vidner til begivenhedens efterliv. Vi er som beskuere knyttet sammen med de mennesker, der drager bort fra gerningsstedet, vender begivenheden ryggen og går videre i livet, mens mørket sænker sig.

Golgatha, consummatum est, 1867. Jean-Léon Gerôme.
Golgatha, consummatum est, 1867. Jean-Léon Gerôme.

Det, der gjorde billedet så kontroversielt i sin samtid, var ifølge Henrik Wivel, at det ligger som en tolkningsmulighed, at Jesu livs betydning er blændværk, nedskrevet til en skygge, der er ved at falde i ét med det tiltagende mørke. Men bag dette mørke åbnes der for en anden tolkning. For der skinner et stærkt lys, der illuminerer scenen. Det er et lys, der transcenderer mørket, skriver Wivel. Som der står hos salmisten: ”Selvom jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig.”

Gérômes stærke maleri må tolkes sådan, at der er en virkelighed uden for billedets ramme og vor egen verdens umiddelbare forståelsesramme, en Guds virkelighed og et forklarelsens og opstandelsens lys, der skinner på vores liv, så ingen skal leve – eller dø – i mørke.

Jesu nærmeste, der fulgte ham helt til korsfæstelsen, forstod ikke, hvad de bevidnede, men det kom de til. Derefter spredtes beretningen om Jesu liv, død, opstandelse og hans forkyndelse af barmhjertighed og tilgivelse. Det forvandlede menneskers tanke- og handlemåde, og fordi mennesker blev forvandlet, blev også de samfund, de levede i, formet af den nye tro.

Derfor giver det god mening at kalde Danmark et kristent land, sådan som regeringen og to ud af tre danskere, som beskrevet i dagens avis, gør det. Kristendommen har præget Danmarks og Europas udvikling, så der ikke bare er kirketårne overalt i landskabet, men også skoler, universiteter, hospitaler og ordninger for hjælp og omsorg for de svageste. Alt sammen bygger det på tankegods fra kristendommen, hvis virkningskraft har gennemgribende betydning for måden, vi har indrettet samfundet på, og for etik og for menneskesyn.

I mødet med islam udviser mange danskere og europæere i disse år interesse for kristendommen som kulturgrundlag. Men det er et dilemma, at der parallelt hermed sker en fortsat sekularisering og afkristning af den enkeltes tro. Det vil i længden være umuligt at fastholde kulturkristendommen i samfundet, hvis den ikke næres af overbevisning om det mirakel, som formidles i evangelierne og i Gérômes så stærke maleri.

GOD PÅSKE