Den nye politiske virkelighed

Partierne vil samme økonomiske politik. Værdipolitik gør forskellen

I 1989 udgav den japansk-amerikanske samfundsfilosof Francis Fukuyama et essay, Historiens afslutning, der siden blev til en udbredt og omdiskuteret bog verden over. Hans tese var, at det liberale demokrati, der overlevede kommunismen, var endepunktet for menneskehedens ideologiske udvikling. Alle diktaturer rummer en svag kerne, skrev Fukuyama, og ender derfor med at bryde sammen. Det liberale demokrati er den samfundsform, der hver gang rejser sig af asken, og liberale økonomiske principper har verden over bevist, at de gør mennesker rigere og derfor er mere attraktive end andre. Med op- og nedture på vejen vil verden, ifølge Fukuyama, bevæge sig fremad imod demokrati og liberal samfundsøkonomisk styreform.

Det er måske for vidtløftigt at tolke ugens danske politiske begivenheder ind i et så stort perspektiv som det, der opridses af Fukuyama. Men det er relevant at spørge, om det politiske liv, vi oplever i disse år, er politikkens endeligt og afslutningen på de ideologiske forskelle, som vi har kendt dem i de sidste halvandet hundrede år.

Op igennem 1990erne var Danmark styret af skiftende socialdemokratisk ledede regeringer, der skar ned på de offentlige udgifter. Så fulgte et tiår med borgerligt styre, men med voksende offentlige udgifter. Nu er regeringen igen ledet af Socialdemokraterne, men fører det, de fleste vil kalde for borgerlig økonomisk politik. Den blå regering gjorde sig rød, mens den røde regering gør sig blå.

Alle partier kæmper om midtervælgernes gunst, hvorfor det er her, de må lægge deres politik. De store ideologiske forskelle er skrumpet ind i takt med, at sociale forskelle i samfundet er blevet reduceret. Alle danskere tilhører groft sagt middelklassen.

LÆS OGSÅ: Er dansk politik nået til vejs ende?

Samtidig er den økonomiske politik styret af verden omkring Danmark. Det er vilkåret for et internationaliseret samfund. Hvis forholdene herhjemme afviger for meget fra forholdene i de lande, vi konkurrerer med, risikerer Danmark at miste arbejdspladser. Derfor kommer vi til at se mere af den politik, som denne uge har budt på. Flere besparelser på de offentlige udgifter og flere bestræbelser på at forbedre vilkårene for erhvervslivet. Også en centrum-venstreledet regering er tvunget til at få flere væk fra offentlige ydelser og i rigtigt arbejde.

Der er for så vidt ikke noget nyt i den udvikling, der langsomt kræver, at alle regeringer mere eller mindre fører den samme økonomiske politik. Det er den udvikling, der ligger bag værdipolitikkens opståen.

For 25 år siden registerede blandt andre den amerikanske samfundsforsker Ronald Inglehart den nye adfærd blandt vælgere. I velstående samfund stemmer folk ikke efter snævre økonomiske interesser, men derimod efter postmaterielle værdier. Når man har fået tilfredsstillet sine basale behov for mad og husly, kommer man i stigende grad til at interessere sig for spørgsmål om for eksempel identitet. Derfor er diskussionen herhjemme om danskhed, udlæningepolitik og i stigende grad kirkens og kristendommens rolle blevet de politiske sager, der deler vandene. Den udvikling forstærkes af, at afgørende politiske beslutninger ikke længere afgøres herhjemme, men i EU. Når politik tømmes for indhold, flytter den til nye områder.

Det er den udvikling, der har afgjort valgene siden 2001, og det skal ikke beklages. Det kan frustrere de mest liberalistiske eller mest venstreorienterede vælgere, at det er gået sådan. Men det er stabiliserende for samfundet, at der dybest set er så bred konsensus om den økonomiske politik, som det nu er tilfældet.bjer