Prøv avisen
Leder

Den nye småborgerlighed

Ny borgerlighed er uden åndelig og eksistentiel nysgerrighed

Religion er noget bras. Kongehuset en bedaget institution, som højst kan forsvares for dets brandingværdi. Og kærlighed til fædrelandet er kun noget, Dansk Folkeparti bruger til at slå muslimer i hovedet med.

Sådan lyder i kort form den nye borgerlighed, som Berlingske har sat sig for at afdække i en serie af debatindlæg og interviews. Her spørger avisen en række progressive og moderne repræsentanter for de højere indkomstgrupper, hvad der skal sættes i stedet for det reaktionære diktum om Gud, konge og fædreland. Det bliver i forskellige aftapninger til noget med et globalt fællesskab, arbejde og karriere som identitetsskabende og så lidt lækkert design og god mad oven i hatten.

Den nye borgerlighed er ikke national og patriotisk, men et ”globalt projekt”, som det hedder. Den liberale debattør Rasmus Brygger ”er egentlig temmelig ligeglad med mit land”. ”Hvorfor have et særligt tilhørsforhold til lige de 5.724.456 personer jeg tilfældigvis befinder mig inden for samme grænse som?”, spørger han. Her orker ingen længere at diskutere ytringsfrihed, og islamkritik lugter lidt af hengemt nationalkonservatisme. Så hellere en rask debat om noget nært og vedkommende som vuggestuer og work-life-balance .

Det er muligt og måske ovenikøbet sandsynligt, at en del danskere anno 2016 abonnerer på noget i retning af en sådan borgerlighed. Det er derimod mere tvivlsomt, om disse moderne karriereglobalister vil ulejlige sig med at forstå, hvorfor værdidebat om kultur, religion og danskhed optager så mange mennesker. Det har de nemlig alt for travlt til. Åndelig og eksistentiel nysgerrighed er i hvert fald påfaldende fraværende i denne mondæne borgerlighed. For hvad skal det også nytte?

Ikke desto mindre findes der en stor gruppe af danskere – i og uden for København – for hvem denne nye småborgerlighed nok lyder lidt fattig. Og som, selvom de måske næppe vil bruge paroler som Gud, konge og fædreland, vil fastholde, at religion er en væsentlig del af mange menneskers liv. At kristendom er en væsentlig del af det danske samfund. Kongehuset en del af den danske historie og nutid. Og kærligheden til fædrelandet lige så naturlig som at trække vejret.

Ikke i opposition til globaliseringen som vilkår, eller fordi de ønsker, at Danmark skal lukke sig om sig selv, men fordi det er her, de bor, her de er blevet til dem, de er. Og her dem, de elsker og mindes, har levet, lever og dør. Hvor arbejde og karriere sagtens kan give mening, men ikke er meningen med livet. Hvor der endnu er plads til åndelig nysgerrighed. Og hvor alt dette danner forudsætning for at indgå i et forpligtende folkeligt fællesskab.

Det er ikke nødvendigvis borgerligt. Men det er menneskeligt. Og alt andet end småligt og reaktionært. Det burde de nye småborgerlige sætte sig lidt ind i. Men det kræver nok, at de har tid til at åbne en bog. Læse en avis. Eller bare kigge op fra arbejdsræs, rødvinsglas og navlepilleri og se lidt ud over landet. Spørge sig selv og hinanden, hvad det egentlig er, der betyder noget.