Det var en glimrende idé, den franske baron, historiker og pædagog Pierre de Coubertin fik, da han sidst i 1800-tallet under inspiration fra sin tids populære verdensudstillinger og det antikke Grækenland genopfandt De Olympiske Lege under mottoet Hurtigere, højere, stærkere, som stadig er legenes motto.
De har, siden de første olympiske lege blev holdt i moderne tid i 1896, vist deres langtidsholdbarhed, og de vil også ligge der som fundament, når de 30. olympiske sommerlege i aften sandsynligvis under stor festivitas med den olympiske flamme i centrum går i gang i den britiske hovedstad, London.
LÆS OGSÅ: Den olympiske ånd er på vågeblus
De Olympiske Lege er i sandhed en global og globaliseret begivenhed. Verden over vil folk følge med live på tv og simultant være vidner til de mange spændende konkurrencer, som forhåbentlig finder sted.
De Olympiske Lege er større end nogensinde. Aldrig før har så mange atleter deltaget. Mere end 10.000 af klodens ypperste sportsfolk fra 205 lande vil de næste 16 dage konkurrere med hinanden, sætte verdensrekorder og i det hele taget udvide grænserne for den menneskelige formåen til hidtil ukendte niveauer.
Med London som værtsby er der håb om, at sport og politik ikke blandes alt for meget sammen, sådan som vi historisk har været vidne til flere gange.
Allerede Hitler prøvede på at få den maksimale propaganda for den ariske races overlegenhed ud af De Olympiske Lege i Berlin i 1936, men drømmen fik sig lidt af et knæk, da den sorte løber og springer Jesse Owens snuppede fire guldmedaljer for næsen af Det Tredje Riges allerbedste sportsmænd.
Siden da har vi under den kolde krig været vidne til den amerikanske boykot af OL i Moskva i 1980 på grund af krigen i Afghanistan og fire år senere Sovjetblokkens hævnboykot af OL i Los Angeles.
De Olympiske Lege led meget under disse politiske aktioner, der medførte, at det ikke var verdens bedste idrætsudøvere, som var samlet til disse to olympiske lege, fordi mange af politiske grunde var fraværende.
Mottoet Hurtigere, højere, stærkere er stadig drivkraften bag de fleste atleters ambitioner om til stadighed at forbedre sig. Men desværre fornægter menneskets syndige natur sig heller ikke på dette område.
En del atleter vil nemlig ikke sky nogen midler for at vinde og blive bedst i stedet for bare at gøre deres bedste, som den gamle olympiske ånd fra de glade amatørtider foreskrev.
Men heldigvis er det kun et fåtal af deltagerne, der snyder. Langt de fleste er bare stolte over at have kvalificeret sig og lykkelige over at være med. Den olympiske ånd, som legene skal udbrede over hele verden, lever stadig. holm