Prøv avisen
Leder

Den politiske korrektheds fallit

Læg frygt og foragt til side og forsøg at forstå

I de rette mål kan politisk korrekthed være en dyd. En etisk fordring om at omgås andre mennesker med omtanke. Et tegn på civilisation.

Men det kan sandt for dyden også være en problematisk manér. En strudsetaktik. Et låg på det frie ord og den klare tanke. Og i de senere år, forklædt som krænkelseskultur og identitetspolitisk cirkus, er den politiske korrekthed blevet en dyd, som er gået amok.

Valget af Donald Trump som USA’s præsident har ført til granatchok i den politisk korrekte klasses selvforståelse. Og selvom der kan være mange fornuftige grunde til at forholde sig skeptisk og afventende over for Trumps noget uklare politiske ambitioner, er det ikke desto mindre slående, hvor afklædt og måbende store dele af den snakkende klasse i Konsensusdanmark står tilbage i disse dage.

Slående er det også, hvor få der møder begivenhederne i USA med argumenter og et ønske om at forstå, men i stedet putter sig hos meningsfæller med forargelse og sårede følelser.

”Deprimerende”, ”uvirkeligt” og ”absurd” er ord, som går igen i debatten. ”Populisme” og ”det postfaktuelle samfund” er blevet hyppigt brugte skældsord, som dækker over en slet skjult foragt for millioner af menneskers faktiske vilkår. ”Ja, vi bliver bange, når vi ser hadet lige ind i øjnene,” lyder det fra det progressive Danmarks nykronede dronning, forfatteren Anne Lise Marstrand Jørgensen.

I landets skoler og daginstitutioner fortæller ellers omsorgsfulde lærere og pædagoger, at en ond mand er kommet til magten i USA. Et hold minikonfirmander var kommet grædende til undervisningen, fordi deres lærere havde fortalt dem, at Jorden nu går under i en atomkrig. I artiklen ”Sådan taler du med dine børn om Trump” fortæller Svenska Dagbladet, at ”oplever man at et barn er uroligt, er det vigtigt at bekræfte barnet i hans eller hendes uro”.

Frygt ikke, har det ellers jævnligt lydt fra både biskopper og velmenende meningsdannere, når talen falder på flygtninge og indvandrere. Med salvelsesfuld henvisning til Jesu ord beroliger de den voksende skare af mennesker, som mener, at øget indvandring og voksende ulighed som følge af globalisering uden grænser faktisk rummer en række problemer for helt almindelige mennesker. For de er jo blot i deres følelsers vold. Der er jo slet intet at frygte, forstår man.

Hvis man lige ser bort fra klimaet og manglende ligestilling, går det jo godt for os alle sammen, lyder den prædiken, som den kreative klasse elsker at holde, og som Hillary Clinton lige har tabt et valg på. Men nu er det altså de ellers så tapre moralprædikanter, der er blevet bange.

Der er ikke noget galt med følelser. De er menneskelige og virkelige. Men sandsynligheden for, at vi rent faktisk når frem til en dybere forståelse af, hvad der er på spil i verden i dag, og også begynder at finde løsninger, er større, hvis vi for en stund lægger frygten og foragten til side og i stedet forsøger at forstå.