Den politiske midte er genoplivet

SFs regeringsexit giver muligheder, men Dong-sagen lever videre

Copenhagen, Denmark. 28th March 2007 - - File image: A hot air balloon sponsored by the state owned company DONG Energy. The Danish state has just approved partial sale of the company to the Goldman Sachs. Gonzales Photo/Christian Liliendahl. - - The American investment bank Goldman Sachs is approved to purchase a 19% stake in the state-owned utility Dong Energy. The Parliaments Finance Committee voted for the sale, which brings the Danish Governments ownership down to 57, 3%.
Copenhagen, Denmark. 28th March 2007 - - File image: A hot air balloon sponsored by the state owned company DONG Energy. The Danish state has just approved partial sale of the company to the Goldman Sachs. Gonzales Photo/Christian Liliendahl. - - The American investment bank Goldman Sachs is approved to purchase a 19% stake in the state-owned utility Dong Energy. The Parliaments Finance Committee voted for the sale, which brings the Danish Governments ownership down to 57, 3%. Foto: Gonzales Photo / Demotix/ Denmark.

SFs exit fra regeringen har for alvor genoplivet den politiske midte, og det er ikke dårligt for folkestyret. Dansk politik har det bedst med at blive ført med brede flertal, og den SR-regering, der nu skal regere landet, vil i endnu højere grad få både mulighed og brug for at skabe flertal med de borgerlige partier.

Det parlamentariske grundlag er fortsat SF og Enhedslisten, og det er svært at forestille sig de to partier trække støtten til regeringen i utide og udløse et folketingsvalg, som med stor sandsynlighed vil bringe en borgerlig regering til magten. Men som de seneste dages politiske kaos har vist, er SF ikke en stabil alliancepartner. SR-regeringen får større manøvrefrihed, men må også leve med større usikkerhed.

Gårsdagens opbrud i dansk politik vil med stor sikkerhed føre nye overraskelser med sig. Man kan forvente, at flere af de ledende SFere, der har støttet regeringssamarbejdet, følger Astrid Krag og melder sig under de socialdemokratiske faner.

SFs regeringsduelighed, der allerede blev sået tvivl om ved regeringens tiltræden i 2011, viste sig ikke langtidsholdbar, og tiden vil vise, om partiet kan foretage en retræte til sin tidligere position. Men når selv den afgående partiformand Annette Vilhelmsen sår tvivl om partiets evne til at genrejse sig, skyldes det, at der formentlig ikke igen er plads i det politiske landskab til to protestpartier på venstrefløjen, som ikke ønsker at tage politisk medansvar i også vanskelige spørgsmål.

Enhedslisten har overbevisende cementeret sin position der og indtaget en betydelig del af det land, som engang var SFs. Det er svært at se, hvordan SF kan genvinde det.

Når al spekulation om den politiske magtbalance, nye ministre og ny SF-formand har lagt sig, står det tilbage at gentænke den beslutning, der udløste det politiske opbrud.

Det er ikke muligt at tilbageføre det delvise salg af Dong til amerikanske Goldman Sachs, som et flertal i Folketinget stemte for i går. Men det er grundlæggende problematisk at privatisere de vitale dele af den infrastruktur, der får Danmark til at hænge sammen. Det står ikke fuldstændig klart, hvorfor den danske stat vil sælge en del af Dong, når køberen anser det for at være en guldrandet forretning uden stor risiko, sådan som det kom frem i går.

Den centrale del af energiforsyningen i landet bør ikke privatiseres, ligesom det vil være forkert at privatisere veje, kloakker og vandforsyning. Det er tankevækkende, at ledende politikere offentligt har fortrudt privatiseringen af blandt Københavns Lufthavn og TDCs ledningsnet, hvorigennem de vitale bredbåndsforbindelser løber.

Det er muligt, at det alene har været symbolikken i, at køberen af Dong-aktierne er en af de investeringsbanker, der har fremstået blandt de allermest grådige op til finanskrisen. Men debatten har på ny rejst spørgsmålet om betimeligheden i at privatisere energiforsyningen i det hele taget.

Sagen sluttede foreløbigt i politisk kaos i går, men den vil fortsat leve og trække spor langt ind i den forestående valgkamp og i årene, der kommer.