Prøv avisen
Leder

Den risikable folketingskandidat

Af Henrik Hoffmann-Hansen, Politisk redaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Klaus Riskær Pedersen bør ikke kunne vælges til Folketinget

”Klaus Risikokær” var det øgenavn, dagbladet Politiken for mange år siden hæftede på finansmand og tidligere Venstre-politiker Klaus Riskær Pedersen. For en del mennesker har mødet med ham i hvert fald været risikabelt nok. Igen og igen er han blevet dømt for økonomiske forbrydelser som mandat- og skyldnersvig samt groft bedrageri. Alene herhjemme er det sammenlagt blevet til 10 års betingede og ubetingede fængselsstraffe siden 1998, hvortil han som en udløber af en af sagerne også fik en betinget dom på tre års fængsel i Frankrig og en bøde på 100.000 euro.

Alligevel er det på rekordtid lykkedes Klaus Riskær Pedersen at indsamle de nødvendige 20.109 underskrifter for at kunne stille op til Folketinget med et nyt parti. Symptomatisk nok har han ikke overholdt spillereglerne for indsamling af vælgererklæringer. Hans hjemmeside har sendt underskriverne direkte videre til at bekræfte deres underskrift med NemID, skønt de ellers skulle have haft en tænkepause på mindst syv dage. En teknikalitet, javel, men en urimelig fordel i forhold til andre partier, der slås med at overholde reglerne.

At Indenrigs- og Økonomiministeriet har godkendt partiets opstilling må undre, men juridisk har man åbenbart ikke kunnet stoppe det. Endnu mere underligt er det, at 20.109 borgere har været parate til at løbe den risiko, at deres underskrift kan blive brugt til at sætte en flergangsforbryder i Folketinget. Det store principielle spørgsmål er, om sådanne personer overhovedet kan vælges. Grundlovens paragraf 30 siger, at enhver er valgbar – medmindre vedkommende er straffet for en handling, der i ”almindeligt omdømme” gør ham (eller hende) uværdig. Almindeligt omdømme må fortolkes, og selvfølgelig skal mindre forbrydelser ikke livsvarigt stå i vejen for politiske hverv. Folketinget har tidligere i alvorligere sager ophævet folketingsmedlemmers immunitet, for at de kunne blive strafforfulgt. Bedst kendt er formentlig sagerne mod Fremskridtspartiets tidligere leder Mogens Glistrup i 1980’erne.

Såfremt Klaus Riskær Pedersen vælges, vil en afgørende forskel i forhold til næsten alle tidligere sager imidlertid være, at vælgerne har stemt ham ind med fuldt overlæg og kendskab til hans domme. I den situation vil nogle hævde, at de øvrige folketingsmedlemmer ikke skal agere smagsdommere, men må acceptere vælgernes valg.

Argumentet gør imidlertid Grundlovens valgbarhedsparagraf meningsløs. Hvis ikke netop hans strafferegister gør ham ”uværdig i almindeligt omdømme”, er det svært at forestille sig, hvad der skal til. En stemme på Klaus Riskær Pedersen vil mildt sagt være risikabel. Skulle han alligevel blive valgt, må Folketinget se alvorligt på, om ikke det vil være grundlovsbrud at lade ham indtage pladsen.