DE DANSKE SYGEHUSE er indrettet efter behandling og effektivitet. Sygeplejerskerne har travlt, tempoet er højt og alt, hvad der kan måles og vejes, er i højsædet. Sygehusene er, som mange andre dele af den offentlige sektor, underlagt skrappe krav om effektivitet og resultatorientering.
Det er som udgangspunkt fornuftigt nok at holde en resultatorienteret kurs, både i den offentlige sektor i almindelighed og på sygehusene, men ikke på alle områder. Som beskrevet her i avisen er forholdene for uhelbredeligt syge på de danske sygehuse under al kritik. Når man er døende, har man ikke brug for effektivitet fra sygeplejerskens side, men for rolige omgivelser, forstående samtale og værdighed. Det opnår man ikke i dag, og det er for ringe. Der er en hel kultur, der skal ændres på sygehusene, og politikerne skal holdes fast på løfter om forbedringer på området.
I dag dør hver anden dansker på sygehus. Kun en til to procent af befolkningen tilbringer den sidste tid på hospice. Målet skal være, at mange flere får mulighed for at dø hjemme eller på hospice, og at sygehusene indrettes således, at den del af befolkningen, der dør her, kan gå døden i møde med værdighed og i tæt og rolig kontakt med de pårørende.
DEN AKTUELLE TILSTAND vidner om en problematisk kultur på sygehusene. Vil man frem i karrieren er der mere prestige i at føre tilsyn og dokumentere effektiviteten end i at føre en eksistentiel samtale med en døende. Sådan bør det ikke være. Mange patienter er bange for at dø, og behøver hjælp til at sætte ord på angsten. Den hjælp modtager de imidlertid ikke.
Patienternes angst for døden er fuldkommen naturlig, og man gætter næppe forkert, hvis man anfører, at angsten afspejler sig i måden, hvorpå sygehusene er indrettet. Hvad siger det om et system, at der ikke er hjælp at hente for patienter i den sidste tid? Der hersker en uudtalt dødsangst i systemet, som ikke har med stress, jag og skrappe krav om effektivisering at gøre, men som handler om, at de fleste moderne mennesker har svært ved at forholde sig til døden. Løsningen er imidlertid ikke at lukke øjnene, men at tage hånd om angsten, og give den døende den hjælp, der behøves.
ALT DET, SOM ikke lykkes i Danmark på dette område, klarer man bedre i udlandet. I Sverige og Storbritannien er man langt fremme hvad angår en mere værdig indretning af sygehusene, muligheden for at dø i eget hjem, og udbredelsen af hospicer. Danmark har virkelig meget at lære her.
Men er der politisk vilje til at tage ved lære? Det aktuelle fokus på området har medført høflige udmeldinger fra Christiansborg, men man frygter, at de ansvarlige politikere ikke følger ordene op med handling og øgede midler. Måske lurer frygten for, at man dermed åbner et bundløst kar. Til det er blot at sige, at penge til at sikre landets borgere en værdig død, er givet godt ud. Det bør anstændigvis ikke være cost-benefit analyser, der sætter rammen for menneskers sidste tid. mbh