Den store brogede flok vi se

Det er svært at finde håb og trøst, når døden er en privatsag

I Danmark betragtes tro og religion af mange som en privatsag. Det er dog intet at regne i forhold til samtaler om døden, som desværre stadig er alle tabuers moder. Vore dage er talte, men vi taler ikke om det.

I de senere år er mange dog begyndt at mindes de døde offentligt, og det er et godt, første skridt. I kirken ses det ved, at gudstjenesterne allehelgensdag efterhånden er blevet store tilløbsstykker. De mest velbesøgte efter juleaften. På allehelgensdag læses navnene på sognets døde højt, og pårørende og venner får en anledning til at mindes dem og deres liv. For mange er det også en anledning til at tage forbi et gravsted og sætte et lys.

Det er smukt, men det er også meget privat. Døden er blevet det enkelte menneskes egen sag. Det individuelle trænger sig på allevegne. Som dagbladet Politiken forleden kunne fortælle, vælger stadig flere mennesker for eksempel at blive begravet eller bisat i deres eget tøj og ikke i en anonym skjorte eller et hvidt ligklæde. Nogle vil begraves, nogle vil brændes, og nogle vil have deres aske spredt på havet.

Som Kristeligt Dagblad skrev i går, er det nu ni procent af alle kremerede, der udleveres til askespredning på havet. Det giver efterladte det problem, at de ikke har noget fysisk sted at mindes deres kære – med mindre de måske selv kan sejle ud. Under alle omstændigheder er tendensen endnu et eksempel på, at de fælles traditioner omkring døden individualiseres.

Brorsons storslåede salme ”Den store hvide flok vi se” handler om den evige lovsang, som kæmpesamlingen af ”helte” vil synge foran Guds trone. Den salme må synes mere og mere ubegribelig for en stadig mere broget flok. Men opstandelsen og det evige liv er kirkens håb og trøst til mennesker. Helte – helgener – er for Brorson ikke dem, der har begået fantastiske ting i livet, men de døde, som er ”gået over fra døden til livet”.

For mange, der har mistet, er det næppe tindrende klart, hvad det handler om. Håbet forbindes nok oftere med, om man en dag skal se sine kære igen. Det er stadig noget, den enkelte selv må rode med, og som man ikke taler ret meget om. Måske søger flere til kirken for at mindes de afdøde, men hvad vil det sige? Er det at tænke tilbage på, hvordan de døde var i live? Er det at sørge over tabet og savnet? Er det at glæde sig over de gode timer, man havde sammen? Eller er det at glæde sig til det store gensyn?

Allehelgen – eller halloween, som den amerikanske tradition har budt ind med – er blevet kirkens chance for at komme flokken i møde. I et københavnsk sogn har præsten fundet på at give børnene sukkerkranier. Muligvis for at understrege den teologiske pointe, at døden er overvundet, men det kunne også sende børnene det forvirrende signal, at der skulle være noget sødt ved døden. Det er der jo slet ikke, men der er et håb og en trøst, som kan være svær at trænge igennem med, så længe døden i den grad er blevet den enkeltes egen sag.