Prøv avisen
Leder

Den store politiske stilstand

Dansk politik er endt i en blindgyde, som kalder på nytænkning

En forklaring på sammenbruddet i blå blok i denne uge kan koges ned til, at det var dårligt politisk håndværk. Anders Samuelsen (LA) har med god grund taget sin del af skylden for de kuldsejlede forhandlinger af en skattereform, og han er blevet belært om, at Dansk Folkeparti ikke lader sig presse, blot fordi Samuelsen for rullende kameraer lovede historisk store skattelettelser.

Dansk Folkeparti er for sin del blevet belært om, at der er grænser for, hvor langt statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) lader sig trække ved næsen i retning af en bestandigt strammere udlændingepolitik, hvor flygtninge end ikke må arbejde for føden.

Tilbage står, at dansk politik på helt centrale områder er endt i stilstand. Den borgerlige regerings kroningsværk skulle have været skattereformen, der nu er skrumpet fra elefant- til musestørrelse. Og Dansk Folkepartis ønske om et paradigmeskifte i flygtningepolitikken er endt på samme vis.

At det er gået sådan for en borgerlig regering i en økonomisk opgangstid og med et stort økonomisk råderum er som sagt dårligt politisk håndværk, men den forklaring er ikke tilstrækkelig.

Det mærkværdige er, at et flertal af vælgerne ikke ønsker skattelettelser, altså flere af deres egne penge, som de selv kan disponere over. Det turde ellers være en grundmenneskelig indstilling, men flertallet vil hellere lade det offentlige omfordele pengene.

En gang lød et succesfuldt konservativt slogan, at ”pengene ligger bedst i borgernes lommer”. Siden er også borgerlige politikere blevet helhjertede tilhængere af velfærdsstaten, men det er en balancegang at sikre den rigtige dynamik i samfundet mellem det private og det offentlige, og det er fortsat klassisk borgerlig politik, at pengene disponeres bedst af de mennesker, der tjener dem.

Men der er ikke borgerligt flertal i Danmark, og blå blok er dybest set en illusion. I takt med at Dansk Folkeparti er vokset, har partiet bevæget sig mod midten af det politiske spektrum, og den midte er blevet konstant større. Den udgøres i høj grad af de mere end 2,2 millioner danskere, der enten er offentligt ansatte eller lever af offentlige ydelser. De udgør et flertal af landets fire millioner vælgere.

Forskere har kaldt denne voksende gruppe for ”velfærdskoalitionen”. Det er vælgere, der er fælles om en økonomisk egeninteresse, nemlig at det er bedre at fastholde status quo og at modsætte sig store reformer, der rammer offentlige ydelser og dermed muligvis dem selv. Forskere peger på, at det er for enkelt at konkludere, at alle vælgere stemmer ud fra økonomisk egeninteresse, men mange gør. Blandt andet derfor er Danmark på vej ned ad ranglisten over verdens rigeste lande, som vi engang lå i toppen af.

Politikerne er fanget i en fælde, der kalder på nytænkning. Der skal skabes grundlag for fortsat velstand i Danmark. Flere skal fra passiv forsørgelse og i arbejde. Flere skal skabe egne virksomheder. De offentlige udgifter skal ned. Det samme skal skatten på arbejde. Det personlige ansvar skal styrkes.

Politikernes dilemma er, at de altovervejende ved, hvad der er rigtigt at gøre, men de ved ikke, hvordan de skal blive genvalgt, hvis de gør det. Et samarbejde mellem de tre store partier Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre er nok en illusion, men ville være ideelt. Det kunne tage livtag med vælgermodviljen og sikre de nødvendige reformer af samfundet. Men realistisk set kræver det en krise at skabe så betydelige forandringer, så indtil videre må alle belave sig på fortsat politisk stilstand.