Det er efterhånden næsten trivielt at fastslå, at 1970’ernes såkaldte frisættelse også havde særdeles depraverede sider. Bag de smukke paroler om fri kærlighed og lige vilkår for alle lå ikke sjældent en grum virkelighed, hvor det sjovt nok altid var de i forvejen magtfulde, der fik mest ud af emancipationen på bekostning af et meget stort antal sagesløse ofre. Børn, for eksempel.
En række romanforfattere og filminstruktører har med fortjenstfuld tydelighed i de senere år beskrevet skyggesiderne af livet i eksempelvis kollektiverne og på Christiania. Og aktuelt har afsløringer af overgreb og voldtægt i filmbranchen i 1970’erne anskueliggjort ikke blot, hvor sygt enkeltpersoner har opført sig over for medmennesker i deres jagt på tilfredsstillelse, men hvor gennemsyret af pædofili-accept kulturen i visse kredse var dengang. Det er indiskutabelt godt, at der nu lyttes til disse overhørte stemmer, og at en bred, offentlig debat om de deprimerende sider af nationens nære fortid kan føres. Aldrig mere skal det hedde sig, at de mange boliger i 1970’ernes hus var herredømmefri rum, hvor børn og voksne glade kunne udfolde sig på ligeværdige præmisser. Der blev også ført benhård magtpolitik, og nej, børnene ville ikke selv.
Det hører imidlertid også med til billedet, at der faktisk ikke er tale om afsløringer. Et meget, meget stort antal mennesker har udmærket vidst, hvad der foregik, og at seksuel omgang med børn er forkert. Og hvis de selv manglede klarsyn og et bare nogenlunde velfungerende moralsk kompas, kunne de lytte til en beundringsværdig politisk skikkelse som Inge Krogh fra Kristeligt Folkeparti. Allerede dengang – og ikke mange år senere på bekvem afstand af overgrebene – talte hun tidsånden midt imod og argumenterede naturligvis for at forbyde børneporno. Hun kunne gennemskue eksempelvis Venstresocialisternes let mystificerende argument i Folketinget om, at børneporno forhindrede overgreb mod børn. Næsten alle kan i dag se, at Krogh havde ret.
Men historien om den offentlige holdning til pædofili har fået et twist. I dagens avis spørger Preben Wilhjelm, der dengang var imod et forbud og beskyldte Inge Krogh for at føre ”et moralsk korstog”: ”Skulle man så forbyde Skagensmalernes malerier af nøgne drenge på stranden?” Nej, selvfølgelig skulle og skal man ikke det. Der er forskel på mennesker af kød og blod og penselstrøg på et lærred.
Men det er ikke desto mindre, hvad talrige af Wilhjelms efterkommere på den yderste venstrefløj mener i dag, hvor kampagner mod velrenommerede museer for at fjerne klassiske kunstværker, der viser nøgenhed, føres. Senest har New Yorks Metropolitan Museum of Art modtaget over 10.000 underskrifter med krav om at fjerne maleriet ”Therese Dreaming” fra 1938 af den polsk-franske kunstner kendt som Balthus, fordi det angiveligt opfordrer til pædofili.
Hver tidsalder har sine blinde vinkler, store såvel som små. Afgørende er det at se klart og vælge rigtigt, også når det er upopulært, som eksemplet med hæderskvinden Inge Krogh viser.