Trist, trist, trist. Tyrkiet, der for en halv snes år siden udviklede sig i lovende demokratisk retning og havde høj økonomisk vækst, genvalgte i søndags præsident Recep Tayyip Erdogan, som allerede har haft magten i 16 år. Med de nylige forfatningsændringer bliver hans magt endnu mere enevældig, og islamiseringen og forfølgelsen af anderledes troende og tænkende kan fortsætte med tiltagende kraft.
Vel er præsidentens tilslutning faldet, oppositionen har i højere grad samlet sig om en fælles kandidat, Muharren Ince fra partiet CHP, og kurdernes parti, det venstreorienterede HDP, ser ud til at klare spærregrænsen til parlamentet på 10 procent. De små lysglimt kan dog ikke sprede det mørke, som har sænket sig tungt over tyrkisk politik siden det mislykkede kupforsøg for to år siden. På samme måde som nazisterne brugte rigsdagsbranden i februar 1933 til at få indført en nødret, der blev det vaklende demokratis endeligt, har Erdogan siden kupforsøget holdt Tyrkiet i en undtagelsestilstand, hvor tusindvis af formodede modstandere er blevet chikaneret, fyret, fængslet, mishandlet eller ligefrem dræbt uden retfærdig rettergang. Ved dette valg har den ene af præsidentkandidaterne skullet føre valgkamp fra et fængsel, og de offentlige medier har ensidigt propaganderet for Erdogan, stort set uden at modkandidaterne har kunnet komme til orde.
Udviklingen giver mindelser om Sovjetunionen og Østblokken, hvor vilkårlige fængslinger af systemkritikere også hørte til dagens uorden. Som i andre autoritære systemer lukkes kritiske medier, og journalister fængsles. I Kristeligt Dagblad i lørdags fortalte missionær Martin de Lange om det øgede pres på kristne i Tyrkiet. En amerikansk præst, Andrew Brunson, har for eksempel siden 2016 siddet fængslet, beskyldt for at være tilknyttet en terrororganisation og for at have været involveret i kupforsøget. Men det får åbenbart ikke flertallet af vælgere, desværre heller ikke blandt herboende tyrkere, til at vende tommelen nedad for Erdogan.
Hans regime stiller de europæiske demokratier i et kritisk dilemma. For dels er samarbejdet med Tyrkiet helt afgørende for, at man fortsat kan holde den såkaldte Balkanrute lukket for migranter, dels er Tyrkiet stadig medlem af Nato. Det medlemskab har Vesten en klar sikkerhedspolitisk interesse i, både i forhold til Rusland og Mellemøsten. I yderste konsekvens betyder Natos musketered dog, at de øvrige lande skal komme Tyrkiet til undsætning, hvis det bliver angrebet militært. Landet har for længe siden forpasset chancen for EU-medlemskab, men spørgsmålet er, hvor længe man moralsk kan forsvare at være i militæralliance med et land, der i den grad træder på almindelig lov og ret. Bevæger landet sig endnu længere ned ad den udemokratiske sliske, kan det spørgsmål ikke længere negligeres. Normalt taler man om en græsk tragedie, men i disse år er tragedien flyttet østpå. Den er blevet tyrkisk.