Skolestart rummer mange ritualer.
For elever og forældre gælder det alt fra indkøb af nyt skolegrej til indbinding af skoleårets lærebøger. I medierne står slaget nok en gang om skolereformens lyksaligheder og fortrædeligheder.
For lærerne handler det om at tage en dyb indånding. Siden de forkætrede arbejdstidsregler blev rullet ud fra Finansministeriet for tre år siden, har der været alt andet end arbejdsro for et af samfundets ældste og væsentligste hverv, lærergerningen.
Striden mellem Danmarks Lærerforening og Christiansborg skal ikke afgøres fra denne plads. Men faktum er, at den årelange strid har flyttet fokus fra det, det hele handler om, nemlig at sikre den bedst mulige undervisning til landets børn og unge, så flest mulige kan løfte Danmark ind i fremtiden, og færrest mulige bliver hægtet af.
Når politikerne har meget svært ved at holde fingrene fra folkeskolen, er det jo også i erkendelsen af, hvor vigtig den institution er.
Men der er også blevet hamret, skruet, drejet og finjusteret så meget på maskineriet, at man udmærket forstår lærernes frustrationer.
Det handler ikke kun om penge og arbejdstid – men også om en stadig hastigere strøm af pædagogiske modefænomener og et vidt forgrenet netværk af kontrolmekanismer og planlægningsbureaukrati.
De pædagogiske modeord vil skifte med sæsonerne. Og selvom erhvervslivet så småt er ved at forlade de rigide styringsredskaber til fordel for større frihed og selvbestemmelse, så er der ingen grund til at gøre sig illusioner om, at bureaukratiet på skolerne og kontrollen med brugen af statslige midler vil blive mindre lige med det samme.
Midt i alt dette skal der skabes et rum for undervisning, hvor læreren kan udfolde sine didaktiske og pædagogiske evner, og eleverne dermed kan få de nødvendige kundskaber. Det lyder lettere, end det er. Det er en delikat proces, som kan finde sted på mindst 117 måder. Men det er blandt de vigtigste processer i et moderne, oplyst demokrati.
Ledelsen ude på de enkelte skoler skal gøre det muligt for lærerne at indtage det rum.
Men det er også afgørende, at lærerne fylder rummet ud. Med viden, engagement og autoritet. Lærerne skal have arbejdsro, men de skal også bede om ro i klassen. Højt og umisforståeligt.
Det gjorde indtryk, da en folkeskolelærer forleden her i avisen fortalte om et lærerliv i ruiner. Om hvordan hun har mistet troen på lærergerningen.
Vi har alle erindringer om vores livs lærere. De gode og de knap så gode. Men en lærer, som har givet op, det er ikke til at bære.
Så, kære lærere, tag en dyb indånding, og kæmp med al jeres indsigt og lidenskab.
Jeres gerning er alt for vigtig til, at I må give op. johe