Prøv avisen
Leder

Der er intet alternativ til EU

Foto: Arkivfoto

Men EU skal bremse migrationen og beskytte velfærdsstaterne

Mens briterne fortsat vånder sig over Brexit-afstemningen, der truer med at splitte ikke bare den europæiske, men også den britiske union, er EU-landenes regeringschefer gået i tænkeboks.

Det er klogt.

Politikerne kan ikke længere lukke øjnene for, at befolkningerne i Europa har sagt nej, stort set hver gang de i nyere tid er blevet spurgt om deres støtte til projektet.

Fik den franske befolkning i dag samme mulighed for at stemme om EU, som briterne netop har haft, ville de ifølge meningsmålingerne også melde sig ud. Og Frankrig er sågar et af de seks lande, der grundlagde de europæiske fællesskaber.

I gårsdagens avis sagde den verdenskendte sociolog Zygmunt Bauman i et interview, at det ikke længere kun er arbejderklassen, der frygter for deres job med globaliseringen, men nu også middelklassen. Mange er bange for, at de ikke kan skabe sig samme position og velstand i samfundet, som deres forældre havde.

Den frygt, der også giver sig udslag i EU-modstand, er blevet udlagt som nostalgi og et ønske om at vende tilbage til forne tider, hvor alt var godt.

Måske er det rigtigt for en del af den britiske valgkamp, men det er ikke rigtigt for den samlede europæiske EU-modvilje.

Den voksende EU-modstand er tværtimod udtryk for en sund skepsis over for de politikere og det EU-samarbejde, der ikke har vist sig tilstrækkeligt villige til at løse de påtrængende samfundsproblemer, endsige anerkende dem som problemer.

EU bør gøre i hvert fald to ting: værne om sine grænser og værne om de enkelte landes velfærdssystemer.

For det første: Udtrykket Fort Europa har altid været brugt nedsættende om et Europa, der lukker sig om sig selv. Men det er aldrig blevet til virkelighed, og det er en del af EU’s problem.

Der er to former for migration i Europa. Den ene kommer udefra og består af mennesker fra Mellemøsten og Afrika, der måske engang kan få et arbejde, men i høj grad ligger velfærdskasserne til last. Den migration skal stoppes eller bringes under kontrol.

Den anden migration sker mellem EU-landene og består især af østeuropæere, der migrerer til de vesteuropæiske lande for at arbejde.

Den migration er en vigtig forudsætning for det indre marked, der har skabt øget velstand i Europa, men den opleves ikke mindst af briterne som ødelæggende.

Det er den også, hvis de østeuropæiske arbejdere underbyder deres vestlige kollegaer, som derved bliver arbejdsløse.

Det er vigtigt, at europæere kan bosætte sig i andre europæiske lande for at studere, arbejde og forsørge sig selv. Men det er ødelæggende for borgernes opbakning til den åbenhed, hvis det ikke sker på de herskende markedsvilkår.

Dernæst er det en stor misforståelse, at der også gives adgang til sociale ydelser som SU, børnecheck, boligsikring og dagpenge for mi-grantarbejderne. Med så store sociale forskelle, som der er i Europa, kan man ikke have en social union med åbne kasser.

Oplevelsen hos mange europæere af manglende politisk kontrol med udviklingen giver grobund for EU-modstanden.

Den europæiske union har skabt velstand og fred i Europa. Den har bidraget til udviklingen af stabile demokratier i først Sydeuropa og efter Murens fald også i Østeuropa.

Der er i den forandrede verden, hvor globaliseringen præger stort set alt, intet alternativ til det europæiske samarbejde.

Derfor er det godt, at EU-landenes regeringsledere nu lægger deres ører til jorden og opfanger folkestemningen. Hvis ikke den bliver taget alvorligt, risikerer EU-samarbejdet at falde fra hinanden til skade for alle.