Kristeligt Dagblad mener: Troværdige medier har en særlig vigtig opgave i krisetider

Der findes ikke ét svar om corona. Det, der er brug for nu, er perspektiv og public service i sin reneste form

Coronakrisens dimensioner bliver stadig mere uoverskuelige, nu da over 311.000 mennesker over hele verden er registreret som smittede, flere end 13.000 er døde, og knap en milliard mennesker i mindst 35 lande har fået besked på at blive hjemme for at inddæmme pandemien. Mens sundhedsmyndigheder verden over kæmper for at inddæmme smitten, spreder falske nyheder, konspirationsteorier og misvisende tips sig på de sociale medier lige så hurtigt som virus og kan i værste fald koste menneskeliv.

Det kan være en grafisk tjekliste, der med Verdenssundhedsorganisationen, WHO, som angivelig afsender opremser 14 influenzasymptomer for at give svar på, om man har covid-19 eller bare er forkølet. Det kan være kædebreve, hvor japanske forskere hævder, at man skal drikke vand hvert kvarter, så virus ikke kan nå ned i lungerne. Eller påstande om, at coronavirus er et biologisk våben opfundet i USA, Storbritannien eller Natos laboratorier for at inddæmme Kinas magt eller reducere jordens befolkning.

Mange er med rette usikre og efterlyser svar, men der findes ikke ét svar om coronavirus. Og der findes ikke én sandhed, men mange forskellige vurderinger og fortolkninger af kendsgerninger, som det er en klassisk journalistisk opgave at efterprøve og videreformidle.

Når direktørerne for Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut – heldigvis kun kortvarigt – er uenige om, hvorvidt børn stadig må lege sammen, handler det om faglig uenighed, som kan skabe forvirring og i værste fald ligegyldighed. Men der er ikke tale om bevidst misinformation, og det er mediernes opgave at belyse dette.

Ligesom det stadig bør være en del af nyhedsmediernes dna at gå kritisk til de danske myndigheders strategi om at holde op med at teste folk og sætte familier i hjemmekarantæne. Den profesionelle frie presse formidler i denne tid både nødvendige faktuelle informationer og myndighedernes anbefalinger, men har også til opgave at se på, hvor længe det for eksempel er forsvarligt, at beskyttelsen af folkesundheden trumfer demokratiets frihedsrettigheder.

Det, der er brug for nu, er perspektiv og public service i sin reneste form, ikke panik. Her har de sociale medier et særligt ansvar, og det er kun godt, at Facebook, Google og Twitter stiller gratis annonceplads til rådighed og samarbejder med WHO, EU og de danske myndigheder om at fjerne misvisende indhold og prioritere lødig og troværdig information fra pålidelige kilder på deres sites. Men det ændrer ikke meget ved, at folk ofte er i deres følelsers vold på sociale medier.

Som seniorforsker Flemming Splidsboel siger i dagens avis, er det nu, man bør genoverveje sit medieforbrug, for ”der er som aldrig før behov for kuraterede, redigerede og troværdige steder at hente sine oplysninger fra”. Når man bliver bange og utryg, øges behovet for simple svar. Mange er netop nu mere tilbøjelige til at stole på og dele misinformation, som er camoufleret som gode råd eller udpeger skyldige, fordi det kan give en tiltrængt følelse af at genvinde tabt kontrol.

Men det risikerer at gøre krisen endnu større, fordi det kan øge smittespredningen og underminere tilliden til myndigheder og mennesker. De klassiske, redigerede nyhedsmediers opgave med at undersøge, oplyse og forklare perspektiverne i denne i sandhed globale sundheds- og samfundskrise er derfor mere afgørende end måske nogensinde før.

Lige så vigtigt det er at vaske hænder, lige så vigtigt er det at opsøge troværdige informationer.