En ny forening for åndsfrihed ser formentlig snart dagens lys. Det er Grundtvigsk Forum, der har inviteret til sonderende møde i september, og en gruppe bestående af både kristne, jøder og muslimer står som underskrivere på invitationen.
Der er grund til at glæde sig over tiltaget, som viser, at der er grøde i frihedstænkningen i kirkelige kredse, ligesom der var for 170 år siden, da Grundloven kom til verden under påvirkning af teologer som N.F.S. Grundtvig og D.G. Monrad. I sin forhippelse på at beskrive kirken som frihedsindskrænkende har megen vestlig historieskrivning glemt den frihedsudvidende kraft fra kristendommen.
Tiden er desværre fuld af eksempler på, at åndsfriheden er under pres. Der er et mønster i dem. Massive problemer afdækkes med islamiske straffeformer, ungdomskulturer eller kvindesyn. Politikere griber ind med lovstramninger, der rammer alle religiøse mennesker, som siden sukker over frihedens forfald. Denne bevægelse koncentrerer hele åndsfrihedens tilbagetog de seneste årtier. Den er værd at fokusere på, og her må man håbe, at foreningen kan gøre en forskel, ikke mindst i kraft af, at den tilsyneladende får repræsentanter fra forskellige kirkelige fløje samt fra andre religioner, hvilket med tiden kan give bred støtte og bred indflydelse.
Afgørende bliver det, om foreningen, der ser ud til at blive multireligiøs, kan tale og tænke om andet end minoritetskultur. I invitationen til sonderende møde er der nævnt 12 eksempler på konkrete frihedsproblemer. Kirke og kristendom nævnes ikke specifikt i nogen af de 12 eksempler, mens der omvendt nævnes en række problemer, der er specifikke for muslimer, jøder, homoseksuelle og kvinder, ligesom der tales generelt om problemer for religiøse mennesker.
Hvis prisen for den brede forening bliver, at man ikke kan tale eksplicit om indskrænkningen af rummet for kirke og kristendom, der har været kulturbærende i Vesten i århundreder, så er prisen for høj. Tiden er fuld af angreb på historisk rodfæstede privilegier som kristne symboler i skole og folketing, ja selve kristendommens synlighed i det offentlige rum angribes.
En anden udfordring for den multikulturelle gruppe kan det blive at tale klart om den udfordring for åndsfriheden, som kommer fra segmenter af muslimske danskere. Tales der om religiøse indskrænkninger, som om de er faldet ned fra himlen uden grund, får foreningen svært ved at blive taget seriøst. Vil man gøre noget ved indskrænkning af åndsfriheden i asylcentre, må man arbejde seriøst med en del muslimske kulturers manglende parathed til at indgå i det multireligiøse samfund.
Åndfrihed er et begreb i bevægelse. I Den Danske Ordbog omtales det nu som frihed til at ”danne sig egne forestillinger og meninger”. Der er brug for den nye forenings kamp for åndsfrihed som værn mod en forvirret tid, men åndsfrihed må ikke ende med at blive til et rent synonym for minoritetsrettigheder.