Et af de største spørgsmål for de europæiske samfund i disse år er, hvordan vi indretter os med, at mange religioner og kulturer skal leve sammen. Det ses tydeligt i de offentlige institutioner, hvor meget forskellige mennesker omgås hinanden dagligt.
Det nye universitetshospital i Aarhus er sådan et sted. Som Kristeligt Dagblad skrev for nylig, har man valgt at udforme både et kirkerum, et refleksionsrum og et stillerum, hvor andre religioner end kristendommen har gulvplads til fællesbøn.
Den gode nyhed er, at man efter mange års famlen tør kalde et religiøst rum for kirke i en offentlig institution. Det er vigtigt, for navne på den slags rum har længe været et ømt punkt for myndighederne.
Navne fortæller altid en historie. Og de bærer en særlig pointe om den historiske udvikling, når det gælder rum indrettet til bøn i offentlige institutioner. Vi er gået fra kirkerum til en trend mod religionsneutrale rum, og mange steder er kirkerummet på vej ind i varmen igen.
Tidligere havde man blot hospitalskirker med kors på væggen. Så kom nye religioner til landet, og i en periode kaldte man den slags faciliteter bederum. Mange steder tænkte man længe, at den religionsneutrale vej var vejen frem. Et rum til alle de religiøse. De bør kunne være sammen. Sådan tænkte den lokalpolitiske planlægger, og modstand mod den model var udtryk for intolerance.
Den slags rum gav mere og mere debat, både på gymnasier, universiteter, hospitaler og i lufthavne. I lang tid overså de besluttende myndigheder den store betydning, det har for mange danskere, at kristendom ikke blev slået sammen med andre religioner i en fællespakke. Man fokuserede på det praktiske og misforstod kristendom som identitetsspørgsmål.
For nogle år siden begyndte man at droppe ordet bederum og kalde lokalerne ved mere kunstige navne, som ikke talte direkte til nogen religion, men gav plads til alle, også de ikke-religiøse. ”Silent lounge” eller ”stillerum” kaldte man rum for bøn i Københavns Lufthavn. Altså den laveste fællesnævners princip.
Men i øjeblikket ser man flere steder, at der kommer både kirkerum og rum til andre. Ikke bare i Aarhus. Også på Odense Universitetshospital, ved Herning og i Aalborg har man valgt samme model på sygehuse.
Det er rigtigt at have kirkerum i større offentlige institutioner. Og det er vigtigt. Man må takke forskellige instanser i folkekirken for stædigheden, som biskop Tine Lindhardt, der har insisteret på at få et kirkerum og tilbudt at betale fra kirkens kasse. Det er dog ikke indlysende, at folkekirken skal betale for sin plads på offentlige institutioner, når vi nu lever i et samfund, hvor staten er bundet til kristendommen i Grundloven. Det kunne være et spørgsmål at gøre noget ved for en regering, der gør en pointe ud af, at Danmark skal være et kristent land.