De fattigste 250.000 danskere har fået udhulet deres købekraft de seneste 10 år. Det kunne man læse i Kristeligt Dagblad i går. Det betyder, at Danmarks svagest stillede kan købe mindre rugbrød og leverpostej, end de kunne før i tiden, selvom der står et højere antal kroner på de opgørelser over overførselsindkomst, som de modtager hver måned.
Man skal gøre sig klart, at vi taler om de mennesker, der har svært ved at få råd til nyt tøj, og som nogle gange bliver væk fra familiesammenkomster, fordi de mangler penge til transporten eller gaven. Det er dem, som er sig pinligt bevidst, at de genkendes som mindrebemidlede i sociale sammenhænge.
LÆS OGSÅ: Tilbuddet Corydon kun kan sige nej til
Den nuværende regering var skarpe kritikere af fattigdomsproblemet, da dens medlemmer var i opposition. Og den har da også indført den fattigdomsgrænse, som var nødvendig for at gøre noget ved fattigdommen. Men hvad nytter den grænse, hvis samfundets fattigste reelt gøres fattigere samtidig?
Der kan være mange gode grunde til at skabe et incitament til at arbejde. Det har skiftende regeringer forsøgt. Mest iøjnefaldende ved at øge afstanden mellem støtten til arbejdsløse og lønnen til arbejdende. Inten-tionen er god. Det skal kunne betale sig at tage et job. Også selvom jobbet ikke er det mest vellønnede. Eller som Henrik Sass Larsen (S) har sagt: Socialdemokratiet er en del af arbejderbevægelsen. Vi er ikke en del af overførselsindkomst-bevægelsen.
Men den logik medfører ikke nødvendigvis, at der skal tages fra dem, der ikke har. Slet ikke, når samme periode har givet betragtelige indkomststigninger til den arbejdende befolkning. Set i lyset af denne stigning bør motivationen kunne skabes uden at fjerne ressourcer fra de fattigste.
LÆS OGSÅ: Børnefattigdom er et samfundsmæssigt problem
Gruppen med de laveste indkomster har ikke fået del i den velstandsstigning, det danske samfund har set inden for det seneste årti. Det er et årti, hvor mange har fået mere på bundlinjen, ikke mindst takket være skattelettelser. Meget tyder på, at det har været et nødvendigt træk at gøre op med en dansk model, der helt op i nutiden har skabt en gruppe af dagpengemodtagere, som blev hængende i dagpengedyndet i årevis. Til skade for sig selv, deres familier og for samfundet. Men man må også se i øjnene, at en del af de fattigste har så store psykosociale problemer, at de ikke vil kunne bestride et arbejde.
Vi skal bevare et velfærdssystem, der kan tage hånd om de svageste. Målet er, at de arbejdsløse, der kan, kommer til at klare sig bedre i det omfang, det er muligt. Det kan gøres uden at tage fra folk, der ligger ned i forvejen.