I udlandet ville man aldrig have ventet så længe som hertillands med at gøre et kæmpestort nummer ud af en verdensberømt landsmand som H.C. Andersen. Man ville for længst have satset på mindst to fronter. Kommercielt ville man have lavet en stor forlystelsespark i eventyrdigterens ånd i stil med Astrid Lindgrens verden i Sverige eller Disney-temaparkerne i USA. Sådanne parker ville med Andersens verdenberømmelse in mente have næsten ubegrænset turistpotentiale.
LÆS OGSÅ: Efter syv magre H.C. Andersen-år...
Ved siden af den kommercielle satsning ville man have igangsat en komplet kritisk og videnskabelig udgave af hans samlede værker og sikret, at der altid var talrige udgaver af hans bøger tilgængelige for både lægmand og lærd. Og ikke bare på skrift. Man ville også have skabt film om Andersens liv, filmatiseringer af hans værker og produceret spil og hjemmesider i en uendelighed. Hvorfor dog sætte et eventyrligt lys under en skæppe?
Men bedre sent end aldrig. Som beskrevet i dagens avis skubber en kreds af politikere og forskere nu omsider på for at rehabilitere Andersen og give ham den både kommercielle og kritisk-videnskabelige plads, som han fortjener. Det er godt, at man lærer af alle de fejl, der blev begået under Andersen-året i 2005. Og det er godt, at udmeldingerne indtil videre er tilpas ambitiøse.
Problemet med Andersen er desværre, at det kun er et begrænset billede, vi som regel præsenteres for. Det er den samme håndfuld eventyr, man altid møder, og han sættes næsten uden undtagelse i bås som en børnebogsforfatter. Der er selvsagt intet i vejen med at skrive litteratur for børn. Men det er blot én side af Andersen. Det er tankevækkende, at han i udlandet, eksempelvis Kina, entydigt læses som voksenforfatter og sammenlignes med de gamle kinesiske filosoffer.
En mangetydig digter er blevet gjort for entydig. Derfor bør personkredsen bag den kommende rehabilitering af ham heller ikke være for bekymrede for, om Andersen enten bliver for kommerciel eller for kompliceret. Han var selv begge dele og meget mere, og alle aspekter af hans liv og værk skal længere frem.
Om Andersen ligefrem skal fejres med en homoseksuel festivaluge, som en byrådspolitiker i Odense foreslår i dagens avis, er tvivlsomt, for det lugter af, at hans person spændes for en bestemt politisk vogn, og så handler det pludselig ikke længere om Andersen og hans værker. Men at alle dele af H.C. Andersens mangefacetterede forestillingsverden bør frem, er helt oplagt. Erfaringerne fra udlandet viser, at vigtige nationale figurer kan man både tjene penge på og forske i nærmest ubegrænset. Lad os endelig komme i gang.