Derfor er den fysiske bog vigtig

Opmuntrende rapport bør føre til, at flere forældre slukker mobilen

Michael Bach Henriksen
Michael Bach Henriksen. Foto: Leif Tuxen.

To alarmer kan afblæses med den nye rapport fra Kulturministeriets Bog- og Litteraturpanel. Den ene er, at liberaliseringen af bogmarkedet og indførelsen af frie priser på bøger ikke er gået ud over mangfoldigheden af bøger på dansk. Den anden er, at digitaliseringen i form af eksempelvis e-bøger ikke har udkonkurreret den fysiske bog. Begge dele er glædelige og en påmindelse om, at alarmismen ikke altid får det sidste ord. Der var ellers dystre miner i bogbranchen, da de frie priser blev indført. Mange forudså, at med muligheden for at købe bøger til lavpris i supermarkederne ville bestsellerisme og kulørt ensretning blive normen.

Men danskernes læselyst er tydeligvis dybere end skeptikernes panderynker, og det står nu klart, at bøger i Danmark ikke er et nulsumsspil. Man kan både have brede biografier fra de store forlag og smalle særtryk fra små kunstforlag. Den litterære kage anno 2018 er simpelthen større end nogensinde før. Der udgives flere bøger, ikke mindst fra de mange nye nicheforlag, der trives for tiden.

På fredag begynder årets store branchefest, når forlag og læsere fra hele landet strømmer til Bella Center til bogmesse. Messens kontinuerlige vokseværk viser, at den fysiske bog lever i bedste velgående. Dét ved landets mange bogelskere godt, for selvfølgelig kan en kold iPad-skærm ikke afløse den gyldne bogsides sanselige kvalitet. Men nu dokumenteres det altså sort på hvidt, at den fysiske bog lever og har det godt – her med rapportens ord: ”Digitaliseringens konsekvenser har således ikke givet belæg for en simpel erstatningshypotese, dvs. at den digitale bog erstatter den fysiske bog. Indtil videre er der snarere tale om, at digitale udgivelser supplerer fysiske udgivelser og giver læseren mulighed for at læse og lytte til bøger på en mere fleksibel måde.”

Det er slet og ret opmuntrende, at den nyeste teknologi ikke kan hamle op med en 500 år gammel bogtrykkerkunst, og at digitaliseringen, der ellers er skyld i så mange samfundsforandrende fænomener, ikke har aflivet den trykte bog, men på frodig vis har suppleret og stimuleret læselysten.

Den fysiske bog er vigtig, fordi den er synlig. Helt enkelt, men uhyre effektfuldt, påvirker det børn og unge, hvis de ser, at deres forældre læser ”rigtige” bøger. Det er aldrig primært skolens eller statens opgave at få børn og unge til at læse. Institutionerne kan supplere, men det er forældrenes ansvar at vise, at det er bedre at læse en bog end at sidde med sin mobil, og at trykte bøger, print-aviser og andre former for lange tekstforløb har en naturlig plads i hjemmets indretning.

Det er vigtigt at få vendt den udvikling, som rapporten også dokumenterer: at der blandt de 15-19-årige er 20 procent, der aldrig åbner en skønlitterær bog. Konkurrencen fra tidens enorme medieudbud kan være benhård, og forældre må gå forrest ved at slukke mobilen og åbne bogen. For både deres egen og børnenes skyld.