Prøv avisen
Leder

Derfor er konservatismen i krise

Af Johannes Henriksen

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Borgerlige bør besinde sig på, at det nationale er kommet for at blive

Demokratiet er i krise. Den liberale verdensorden er i krise. EU er i krise. Borgerligheden er i krise. Og konservatismen er i krise, som vi beskriver det i dagens avis, og som det britiske tidsskrift The Economist netop har viet et temanummer.

Krise er blevet et nøgleord i vores tid. Og selvom det kan være svært at forstå omfanget af krisesnak i et land, som netop har oplevet et fredeligt valg med høj valgdeltagelse, hvor økonomien er sund, arbejdsløsheden er lav, og livet går sin gang i Lidenlund – så er den god nok.

De tektoniske plader under den verden, vi kender, forskubber sig mærkbart i disse år. Remsen, der ofte trækkes af stalden som årsag til hele miseren, kender vi alle efterhånden til hudløshed. Den begynder med Trump, ender med Brexit og rimer på populisme.

Men ligesom kriser ikke fortjener forsimplede politiske løsninger, fortjener tidens globale kriser heller ikke forsimplede årsagsforklaringer. Trump, Brexit & Co. er i langt højere grad symptomer, end de er årsager. Men symptomer på hvad?

Først og sidst handler det om, at den liberale verdensorden, som blev etableret i årene efter Anden Verdenskrig med USA for bordenden, er ved at gå op i limningen. Det gælder troen på, at kapitalismen og markedet kan demokratisere, at vestlige værdier og universelle frihedsrettigheder kan eksporteres og omfavnes af alle. Kort sagt, at globalisering uafvendeligt ville skabe en verden med voksende tolerance, frihed, lighed og broderskab. Vi ved nu, at sådan er det ikke længere. Vi kan se det. Mange mennesker i Vesten kan mærke det. Og de reagerer på det.

Det er ikke Trumps skyld. Det er ikke konservatismens eller for den sags skyld liberalismens skyld. Men alle politiske aktører og ismer skal tilpasse sig den virkelighed.

Blandt de borgerlige og konservative politiske kræfter i Vesten er der groft sagt to svar. Man kan som Trump, Orbán, Putin, Erdogan, Bolsonaro og Le Pen skrue op for det nationale, indstille sig på en verden, hvor særinteresser og jungleloven i stigende grad vil sætte dagsordenen, eller man kan som Merkel og det europæiske establishment forsøge at holde fast i en moderat liberal-konservativ agenda. For et lille land som Danmark vil der altid være noget tiltrækkende ved at satse på de moderate kræfter, men meget tyder på, at den nye verdensorden i tiltagende grad vil blive domineret af de nationale og højtråbende.

Men i stedet for at begræde virkeligheden og udgive temanumre om tidens kriser, fordi det bestående ikke længere består, er der mere perspektiv i, at gode konservative kræfter besinder sig på, at verden er ny. Og at det nationale, det folkelige og det kulturelle, som igen er blevet afgørende for mange mennesker, også er noget, konservative og borgerlige tidligere har kunnet tale meningsfuldt om, inden det hele kom til at handle om vækstrater og økonomisk fremgang.

Borgerlige skal ikke frygte det nationale. Men lade det være et naturligt afsæt for engagement i verden. Det er nok i virkeligheden den bedste chance for at undgå, at hele huset brænder ned.