Der bliver talt meget om paradigmeskifter for tiden. Især dem, der ikke bliver til noget. Senest har det handlet om Dansk Folkepartis ønske om et paradigmeskifte i udlændingepolitikken, hvor udgangspunktet for dem at se ikke længere skal være, at flygtninge og indvandrere skal integreres, men derimod at de kun skal have ophold her i landet, indtil de hurtigst muligt kan hjemsendes.
Som Lars Løkke Rasmussen annoncerede i sidste uge, bliver det ønske ikke til noget – i hvert fald ikke lige nu. Men der er ingen tvivl om, at netop den frontlinje bliver en af de centrale kamppladser i de kommende års udlændingepolitik. Med grebet er det lykkedes Dansk Folkeparti igen at skille sig ud fra den øvrige udlændingepolitiske konsensus, og selvom de har fået afvist deres ønske i første omgang, vil de uden tvivl fortsætte den kamp.
Der er næppe tvivl om, at der i store dele af befolkningen vil være tilslutning til en hårdere udlændingepolitisk linje end den, der aktuelt føres med de internationale konventioner og gradvise stramninger af udlændingeloven som ramme. Men det er på den anden side også mere end vanskeligt at se det fornuftige i, at mennesker, som opholder sig længere tid i Danmark, ikke i videst muligt omfang skal søges integreret med det omgivende samfund, lære sproget og finde arbejde.
Når det er sagt, er 25-året for afgørelsen af Tamil-sagen en oplagt anledning til at reflektere over, hvor meget den udlændingepolitiske dagsorden har flyttet sig i den periode. Her er der faktisk tale om noget, der ligner et paradigmeskifte.
Under Tamil-sagen var debatten om flygtninge og indvandrere præget af ånden fra Udlændingeloven af 1983, Danmark var efter international målestok et progressivt foregangsland med en humanitær grundholdning langt inden for rammerne af menneskerettigheder og internationale konventioner.
Dansk Folkeparti var endnu ikke stiftet, Fremskridtspartiet var et lille parti uden nævneværdig politisk indflydelse, mens Socialdemokratiet med Svend Auken i spidsen skosede vestegnsborgmestres kritiske røster som indvandrerfjendske.
25 år senere er udlændingeloven strammet ad flere omgange. Hvis Danmark er et foregangsland, er det nu som strammernation, der er villig til at løbe en såkaldt procesrisiko ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, det vil sige at gå til eller lige over konventionens grænser.
Dansk Folkeparti er det største parti i den borgerlige blok, og Socialdemokratiet med Mette Frederiksen i spidsen har overhalet vestegnsborgmestrene inden om. Konsensus om en stram udlændingepolitisk linje med fokus på at begrænse indvandringen mest muligt strækker sig fra Dansk Folkeparti til SF.
For nogen er den udvikling en tragedie. Og selvom det naturligvis er legitimt at være uenig i den linje, er den først og sidst udtryk for, at danske politikere har taget befolkningens bekymringer alvorligt. I et demokrati er det en god ting.