Det er rigtigt at mindes de døde

I Aarhus skal en kirkegård vige for boliger. Det er problematisk

Erik Bjerager,chefredaktør og administrerende direktør pŒ Kristeligt Dagblad.
Erik Bjerager,chefredaktør og administrerende direktør pŒ Kristeligt Dagblad. Foto: Leif Tuxen.

I sin bog ”Kjerlighedens Gjerninger” fra 1847 skriver Søren Kierkegaard et lille kapitel om ”den Kjerlighedens Gjerning at erindre en Afdød”. Den gerning er stor, for en afdød kan ikke gengælde kærligheden, og derfor bliver kærligheden til et dødt menneske større og mere uegennyttig end til et levende, der kan gøre gengæld. I det hele taget gør Kierkegaard sig vigtige tanker om vores forhold til de afdøde. Ja, det er hos de døde på kirkegården, at man tager sigte på livet, som han formulerer det.

Det er en god påmindelse at have i baghovedet, når man skal vurdere udviklingen i Risskov ved Aarhus, hvor der er planer om at nedlægge den kirkegård ved Psykiatrisk Hospital, hvor flere end 2000 mennesker blev begravet fra midten af 1800-tallet og frem til 1962. 235 gravpladser og gravsten er bevaret.

Hele hospitalet skal flyttes, og området skal udvikles med blandt andet boliger. Rækkehuse er udset til at skulle bygges netop der, hvor de mange gravsten er et vidnesbyrd om de afdøde sindslidende. Mange af dem havde familier, der ikke ville kendes ved dem, hvorfor de ikke blev begravet på deres hjemegn, men derimod her, gemt væk, på hospitalets kirkegård.

I modsætning til i jødisk og muslimsk begravelseskultur er der i kristendommen ikke nogen forestilling om evig gravfred. Tværtimod er der klare retningslinjer for, hvor mange år der skal gå, før et gravsted kan nedlægges.

Op igennem danmarkshistorien har mange kirkegårde måttet vige for især byudviklingen. Indre by i både Aarhus og København er delvist bygget på middelalderens kirkegårdsjorder, der ligesom landsbykirkernes kirkegårde lå omkring selve kirkebygningerne.

Men selvom historien kan byde på mange eksempler på nedlæggelse af kirkegårde, er det ikke et argument for, at det skal ske igen, og slet ikke fordi en pensionskasse kan få økonomisk gevinst ved at bygge boliger på den attraktive beliggenhed i Risskov.

En kirkegård er ikke bare et sted, hvor de døde kommer i jorden for så at blive glemt. Det er, som Søren Kierkegaard skrev, et sted, der fortæller os om livet. Kirkegårde er en del af det fælles rum og ofte et sted, hvor mennesker går tur, tænker på de døde og bliver mindet om deres egen dødelighed.

Alt for meget peger i disse år hen mod hurtig glemsel. Historieløsheden dominerer, og biskop Elof Westergaard, der også er formand for Foreningen for Kirkegårdskultur, har klogt gjort sig den iagttagelse, at den herskende begravelseskultur fremmer glemslen.

Flere og flere bliver brændt og sat i urne i jorden med korte fredningstider. Flere får spredt deres aske over havet. Pårørende betaler på grund af øgede priser for deres afdøde slægtninges grave i kortere åremål. Mange kommer nu i jorden i de mere anonyme skovkirkegårde, og selvom det individuelle præg på gravsteder også vinder frem, kommer mange fortsat i de store anonyme fællesgrave.

At nedlægge den psykiatriske kirkegård i Risskov er endnu et bidrag til at fremme glemslen. Det er der ikke brug for. Tværtimod.