Udpegningen i sidste uge af seks nye medlemmer til Det Etiske Råd er en påmindelse om, at dette ved lov nedsatte råd er et gode for os alle. Rådet er oppe imod en stadig stærkere individualisme, der gør det moderne at hævde, at etik er noget, hver må gøre op for sig selv. Min etik behøver ikke være din etik. Og det er rigtigt nok, for så vidt som det er en konstatering af, hvordan mange ser det.
Hvorfor så et etisk råd? Fordi det alligevel, når det fungerer efter sin hensigt, kan være med til at udpege en fælles norm for, hvad der er rigtigt og forkert i en række konkrete spørgsmål vedrørende liv og død. En almindeligt anerkendt etik er nødvendig for et samfund, der ikke vil skride ud i relativisme og omfavnes af dens aldrig svigtende følgesvend: afstumpningen af menneskelige forhold.
Kristendommens tilstedeværelse helt ud i de fineste af samfundets fibre – oftest ikke erkendt eller ignoreret, ganske vist – angiver fortsat et op og et ned for denne fælles etik. Og i sine bedste stunder orienterer Det Etiske Råd sig efter det, vi i mangel af bedre kan kalde kulturkristne forestillinger, idet formentlig et flertal af de til enhver tid værende 17 medlemmer næppe ser sig selv som kristne i nogen mere forpligtende betydning af ordet. Hvorved de ganske præcist afspejler flertallet af danskerne. Hvilket er fint, selvom en holdbar etik ikke kan findes ved håndsoprækning.
Men det er ikke nemt at være et etisk råd, der vil levere på stadig flere holdninger til, ikke bare hvad der er rigtigt, men også hvad der er vigtigt. Rådets kerneopgave var ved dets grundlæggelse i 1987 at hjælpe Folketinget og myndighederne i spørgsmål om bioetik: reproduktion, sundhed, liv og død. Genteknologi er naturligt rykket op på dagsordenen de senere år. I 2004 kom natur og miljø også ind under rådet, og nu er klimaet vokset til – set udefra – at være næsten dominerende i rådets profil.
Symptomatisk er klima, natur og fødevarer lige nu det enkelttema, der rummer flest punkter på Det Etiske Råds hjemmeside. Det er sympatisk, at de 17 medlemmer også prøver at håndtere klimakrisen. Men det er et felt, hvor de har voldsom konkurrence fra alverdens politikere, eksperter, organisationer og debattører.
Til gengæld kan man frygte, at rådet nedprioriterer de mindre medieegnede, men desto sværere overvejelser om menneskets liv og død. Og det bliver helt uholdbart, når rådet, som det gjorde i foråret, i bekymring for hele klodens fremtid går ud og anbefaler afgifter på oksekød. Fortsæt ud ad denne populær-politiserende vej, og rådet kommer snart til at bekræfte sine kritikeres påstand om, at det er overflødigt.
Samtidig kan man overveje, om det altid er de rigtige, der udpeges til pladserne i rådet. At Danmark er foreningernes land behøver ikke betyde, at der også skal sidde forbundsformænd i Det Etiske Råd. Organisationsfolket har så mange andre steder, det kan gøre sin indflydelse gældende, og selvom en jordemoder- eller psykologformand kan være uhyre kloge enkeltpersoner, så devaluerer det rådet, hvis det får et præg af paritetisk arbejdsmarkedsudvalg.
Blandt de seks, der indtræder fra nytår, er også et tidligere medlem af en sektagtig kreds omkring et hyper-studentikost tidsskrift, der hyldede digteren og den erklærede satanist Erwin Neutzsky-Wulff. Samme nye medlem, Rune Engelbreth Larsen, foreslog i øvrigt i 2006 Det Etiske Råd omdøbt til Pragmatisk Råd, da han ikke mente, rådet havde nogen særlig etisk status. Hvorfor Folketingets Udvalg vedrørende Det Etiske Råd mener, at han kan bidrage seriøst, må vi se, om 2017 kaster lys over.