De benytter sig ikke af højtråbende og dyrt betalte lobbyister. De har ikke en magtfuld erhvervsorganisation i ryggen. Og måske er det derfor, at landets godt 950 genbrugsbutikker, typisk drevet af kirkelige og humanitære organisationer, nu er tvunget økonomisk i knæ, uden at det har fået den store politiske opmærksomhed.
Som Kristeligt Dagblad har beskrevet i avisen i lørdags og i dag, har nedlukningen af samfundet kostet genbrugsbutikkerne millioner af kroner i indtægter, samtidig med at der stadig skal betales husleje og andre faste udgifter.
Det er derfor glædeligt, at flere partier i dagens avis melder sig klar til at finde en løsning, for når det kommer til det samfundssind, som statsminister Mette Frederiksen (S) begrunder nedlukningen med, er der få, der som genbrugsbutikkerne historisk har udvist netop dette.
Indtægterne fra butikkerne går jo ofte til samfundets mest udsatte grupper, som derfor helt bogstaveligt vil mærke det på egen krop, hvis ikke der findes en løsning på det store tab i omsætning. Desuden lever genbrugsbutikkerne jo til fulde op til tidens krav om klima- og ressourcebevidsthed ved netop at sikre genbrug, og endelig repræsenterer genbrugsbutikkerne indbegrebet af den frivillighed, der er så afgørende for en stor del af det kirkelige og sociale arbejde – typisk båret af ældre frivillige, som bruger ganske mange timer på at drive og passe butikkerne. Det er da samfundssind.
Nu tyder meget, som nævnt, på, at der politisk arbejdes for at hjælpe genbrugsbutikkerne og deres kirkelige og humanitære bagland ud af den aktuelle krise, hvilket naturligvis er positivt. Men spørgsmålet er, hvad både politikere og kirkelige organisationer vil gøre, hvis en delvis nedlukning af samfundet fastholdes i flere måneder, måske endda mere end et år, hvilket Kåre Mølbak, faglig direktør i Statens Serum Institut, ikke kan afvise.
De frivillige i genbrugsbutikkerne er ofte ældre og dermed også blandt de mest sårbare, hvis de skulle blive smittet med corona, og det er derfor fornuftigt, at de kirkelige organisationer har lukket butikkerne, hvilket rent juridisk ellers ikke var et krav. Men kan det frivillige engagement fastholdes, hvis krisen trækker ud? Og hvad med hjælpen til de socialt udsatte og sårbare, hvor det er værd at bemærke, at genbrugsbutikkerne årligt omsætter for mere end 300 millioner kroner?
Allerede nu bør de kirkelige og humanitære organisationer derfor kaste alle kræfter ind i den politiske proces, så de ikke efterlades på perronen, når mere højtråbende aktører ganske forståeligt forsøger at få del i den økonomiske støtte, der kan afgøre, om ens virksomhed eksisterer efter krisen. I en tid, hvor store banker får ros for ikke at uddele deres milliardudbytte til aktionærerne, kan de kirkelige og humanitære organisationer for en stund med god samvittighed lægge den sædvanlige beskedenhed til side, så samfundets svageste ikke rammes endnu hårdere.