Prøv avisen
Leder

Det glidende kup efter kupforsøget

Jeppe Duvå, redaktionschef på Kristeligt Dagblad

Nu må det omsider stå klart, at Tyrkiet aldrig bliver EU-medlem

Aldrig er en politisk udvikling, der internationalt er blevet beskrevet som redningen af et demokrati, blevet brugt til at undergrave demokratiet så grundigt.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har ikke bare befæstet sit regime voldsomt efter nedkæmpelsen af kupforsøget i de tidlige morgentimer lørdag. Han har i en sejrsrus, der virker påfaldende velkalkuleret, sidenhen iværksat en de lange knives nat – udstrakt over flere døgn – mod samtlige reelle og påståede politiske modstandere. Det må nu stå klart for enhver, at Erdogans ledelse af Tyrkiet næppe er mindre autoritær end den oberstjunta, der forgæves prøvede at fjerne ham.

Skillelinjen i Tyrkiet går således aktuelt ikke mellem større eller mindre venner af retssikkerhed, men mellem konkurrerende bud på et autoritært styre: Erdogans islamistiske eller militærets sekulære.

7500 mennesker var i går tilbageholdt, og i læsende stund er det sikkert blevet flere.

Mere end nogensinde ser det derfor ud til, at det er et Tyrkiet i en – indtil videre moderat – islamistisk version, som resten af verden må forholde sig til i mange år fremover. Et styre, hvor Erdogan har opkastet sig selv til præsident med vidtgående beføjelser i et stadig mere amputeret demokrati, hvor alle tænkelige kritikere af regimet er fængslede, arbejdsløse eller på anden måde bragt til tavshed.

Allerede længe før det mislykkede kup natten til lørdag gav Erdogan-styret en anledning til at intensivere sin magtkoncentration, var det svært at tage Tyrkiet alvorligt som seriøs kandidat til at blive medlem af EU. Ikke desto mindre har EU bevilget Tyrkiet status af muligt kommende medlemsland.

Og ikke nok med det: Som led i den også på mange andre måder kritisable flygtningeaftale, som EU indgik med Tyrkiet i foråret, blev optagelsesforhandlingerne med landet genoptaget. Det uholdbare i denne handel synes nu eftertrykkeligt at være gået op for EU-ledere som Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, der i lighed med EU’s udenrigschef, Federica Mogherini, i går advarede om, at Tyrkiet umuliggør sig selv som kandidatland, hvis landet genindfører dødsstraf. Noget, som Erdogan siger, at han overvejer.

På denne triste baggrund er det glædeligt, at erkendelsen af Tyrkiets dybe uegnethed som EU-land nu også klart har indfundet sig i dansk politik, som det fremgår af dagens forside.

Udrensningerne i Tyrkiet er imidlertid ikke bare et principielt og moralsk problem for omverdenen. Erdogans glidende kontra-kup truer også med at gøre landet til et uhyre konkret problem i kraft af nogle storpolitiske dilemmaer, der hurtigt kan spidse til i det mere og mere ustabile klima.

USA’s udenrigsminister, John Kerry, understregede i går med adresse til Tyrkiet, at Nato – som Tyrkiet er et centralt medlem af – ikke kan have et medlem, der ikke har et demokratisk styre. Deri har han ret, men det kan åbne for en aldeles uoverskuelig dominoeffekt, hvis landet fristes til eller presses til at gå sine egne veje sikkerhedspolitisk. Både Rusland og Iran har store alliance-interesser, og lige syd for Tyrkiet ligger det sammenbrudte Syrien, hvorfra Islamisk Stat opererer ind i landet.

I forhold til EU er det meget sandsynligt, at Erdogan vil benytte truslen om at sende flere syriske flygtninge ind i Europa som pressionsmiddel. Det vil på den ene side omsider tvinge EU til at tage kontrollen med sine grænser i egne hænder, uanset hvor ubehageligt det bliver. Og det vil på den anden side være udelukket, at EU bøjer af over for Erdogan og dæmper sin kritik af udviklingen i hans land.

Kup eller ej – alle scenarier, der involverer Erdogan, synes at føre til øgede problemer.