Det gode liv

Forskning i lykke er måske en ny vej til et bedre liv for mange

: FORSKNING I LYKKE og det gode liv er en ny diciplin inden for psykologien, som man går fejl af ved at afvise som plat og populisme.

Igennem de seneste 50 år har den moderne psykologi og psykiatri udviklet sig stærkt og afhjulpet mange menneskers lidelser. Nogle mentale sygdomme, som for 50 år siden ikke kunne kureres og derfor sled patienter op, kan i dag dulmes eller helt helbredes med blandt andet lægemidler. Den kliniske psykologi, der har benyttet psykoterapien som redskab til at hjælpe mennesker, har formået at lindre eller rette helt op på alt fra lette forstyrrelser til dybe sindslidelser. Både psykiatriens og psykologiens udvikling har således været med til at reducere lidelsen hos mennesker.

NU ARBEJDER ET voksende antal psykologer på det modsatte projekt. Når psykologien kan lindre lidelsen, kan den måske også fremme det gode liv og lykkefølelsen, lyder ræsonnementet. I bestræbelsen på at udvikle måder at lindre psykisk smerte på, fokuserede psykologien på sygdom, og alt det, der får et menneskes liv til at gå i stykker, men glemte at udvikle teorier, tanker og metoder til at fremme den menneskelige lykke. Det er det, som den positive psykologi, som den kaldes, vil prøve at råde bod på.

Den er ikke mindst rodfæstet i USA, hvis frihedsærklæring fra 1776 fastslår, at mennesker ikke bare har en selvindlysende ret til liv og frihed, men også til at søge lykken - the pursuit of happiness. Det kan let nedgøres til at være den overfladiske Hollywood-lykke, hvor livet let og gnidningsløst leves ved swimmingpoolkanten i den store villahave med smil og latter og let, lystig samtale fra morgen til aften og vugge til grav.

Men den nye forskning stopper ikke ved denne banale forestilling om det gode liv som wellness og konfliktfrit vellevned. En stor international undersøgelse opstillede for tre år siden en liste over det modsatte af psykiske svagheder og sygdomme, nemlig listen over menneskelige dyder og værdier. Den omfatter seks grupper af overordnede områder, som de adspurgte selv anser for at have særlig kvalitet for menneskelivet. Overalt på kloden værdsætter mennesker viden og visdom, personligt mod, kærlighed og menneskelighed, retfærdighed, mådehold og det, der rækker ud over det erfarede, nemlig en spirituel dimension af tilværelsen.

At psykologien nu begynder at forske mere i det gode liv er i pagt med fortidens filosoffers tænkning om menneskelivet. Det er da også kun godt 125 år siden, at psykologien blev sin egen videnskab. Indtil da var den en del af filosofien. Tanken om at leve et godt liv og fremme lykkefølelsen rækker så langt tilbage i historien, som der findes læsbare spor. Den græske filosof Aristoteles skrev om eudaimoni, lykketilstand, og anså netop den som det højeste et menneske kunne nå. Lykketilstanden var heller ikke for ham penge eller magt, men derimod knyttet til karakteregenskaber som mod og ærlighed, menneskelige forhold som venskab, og egentlig viden.

I DAG ER forestillingen om det gode liv som et fælles samfundsprojekt i høj grad erstattet af det enkelte menneskes søgen efter sammenhæng og mening. At danskerne topper en hollandsk undersøgelse over de mest lykkelige folk i verden er smigrende, men man kan med fuld ret og med titlen på en norsk bog spørge: Hvorfor har vi det så skidt, når vi har det så godt?

Det er muntert blevet sagt, at de, der mener, at man ikke kan købe sig glad, bare aldrig har været i de rigtige forretninger. Men der er formentlig ingen tvivl om, at det gode liv findes i en samklang af flere forhold. En vis materiel sikkerhed, et tæt og frugtbart forhold til andre mennesker, en lidenskablig tilgang til en del af livet og dermed også en tilknytning til noget, der er større end en selv.

I en kristen sammenhæng vil det sidste også skulle forstås som en tro på Gud.

Når vi i de kommende tre uger i en artikelserie her i avisen sætter fokus på det gode liv, hænger det ikke mindst sammen med, at så mange søger det i så mange forskellige retninger og på mange forskellige måder. Måske fordi det i et materielt og arbejdsmæssigt ræs er blevet mindre indlysende, hvad et godt liv er. Vi håber, at vore læsere vil skrive til os og bidrage til den spændende serie med deres egne bud på, hvad der skaber et godt liv. God læselyst. bjer