Tabuer har som følge af den personlige frigørelseskultur fået et ufortjent dårligt navn de seneste årtier. Heldigvis har samfundet dog af simpel overlevelsesdrift formået at opretholde visse – for eksempel dem om incest og overgreb på børn. Tabuerne betyder, at fællesskabet i sine bedre stunder undgår eller nedtoner nøjere beskrivelser af disse handlinger og kun når nødvendigt, for eksempel i forbindelse med retsvæsenets arbejde, begiver sig af med detaljerne, ligesom det antages, at der er en forudgiven årsag til, at disse handlinger anses for uacceptable. En årsag, som ikke udledes af nogen forbigående moralopfattelse, men af naturretten.
Når en ung, mentalt ustabil kvinde med 335.000 følgere på et socialt medie fortæller om sine planer om at begå selvmord, udfordrer hun flere vigtige grænser, der kan pakkes sammen i begrebet selvmordstabuet. Dette tabu har vores kultur af gode grunde formået at opretholde, så længe den har eksisteret.
Tabuets egentlige formål er at undgå at inspirere nogen til at begå selvmord, og det består i en i offentligheden indlejret tilbageholdenhed med at beskrive selvmordstanker, selvmordsforsøg og ikke mindst gennemførte selvmord. I de ellers meget kortfattede vejledende regler for god presseskik har tabuet ligefrem sin egen paragraf: ”Selvmord eller selvmordsforsøg bør ikke omtales, medmindre klar almen interesse kræver eller begrunder offentlig omtale, og i så fald bør omtalen være så skånsom som mulig.”
Ligeledes består dette tabu i en instinktiv alarmering hos de fleste, hvis de hører især børn og unge tale interesseret om eller lege med idéer om at tage sig selv af dage. Samlet set ytrer tabuet sig med andre ord i en kollektiv modvilje mod banalisering af selvmordets mulighed.
Det er et tabu, vi alle sammen praktiserer til daglig ved selv- og velvalgt tavshed. Tavshed om menneskelige sager er ellers kontraintuitiv, fordi vi mener, at vores frygt og følelser, når alt kommer til alt, er det, der definerer os. Tavshed som middel er blevet forkætret, fordi det forbindes med at fortrænge og neddysse – det modsatte af den tale- og åbenhedskultur om personlige anliggender, som de senere generationer er blevet opdraget til.
Denne åbenhed er i almindelighed et enormt gode. Men lige netop selvmord er muligvis et valg, som vi mest skal tale om, når det gælder konkret forebyggelse. For at tale pårørende, patienter og andre medmennesker fra det. Og da – når det brænder på, eller lige efter at det har brændt på – skal der naturligvis tales rigeligt om det for at redde liv og forhindre gentagelser. Med kloge mennesker, læger, præster, psykologer. Og med den familie, der altid er med-offer, når en pårørende tager sit eget liv eller prøver på det.
Børneminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) foreslår som reaktion på episoden med selvmordsbrevet, der blev lagt ud på det sociale medie Instagram, at personer, der har over et vist antal tusinde følgere på et socialt medie, skal underkastes Pressenævnet. Det vil blandt andet betyde, at man kan klage over deres skriverier på mediet, hvis de strider mod de nævnte presseetiske regler.
Det vil helt klart være et fremskridt, men er desværre nok ikke realiserbart. De i alle betydninger grænseoverskridende sociale medier udmærker sig netop ved, at de i vidt omfang unddrager sig national kontrol og andre spilleregler end dem, de helt vilkårligt selv vælger at opstille.
Men kunne selvmordsbrevet være med til at slå hul i denne mediemur, ville den ulykkelige affære trods alt have fået en positiv effekt.