Prøv avisen

Chefredaktør: Man bør gøre meget mere for at holde ældre mennesker i job

Af Erik Bjerager, ansv. chefredaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Menneskeligt set er pensionslivet ikke altid attraktivt. Derfor bør politikerne og private arbejdspladser fokusere langt mere på, hvordan man gør det attråværdigt at blive frem for at gå

Danmark har i mange år været et velorganiseret land, der har haft styr på sin viden om befolkningen. Hos Danmarks Statistik kan man således finde den første måling på middellevetid for danskere i år 1840. Dengang levede mænd i gennemsnit knap 43 år og kvinder 45 år. Det var sammenlignet med i dag korte liv. Nu lever vi næsten dobbelt så længe som dengang. Den lavere børnedødelighed og bedre sundhed har givet længere liv. Levetiden har været konstant stigende næsten lige siden og fortsætter med at være det den dag i dag. En dreng, der fødes i dag, forventes at leve i 92 år og en pige i 95 år.

Udviklingen er den samme i næsten hele Europa. Flere og flere lever længere, og pensionssystemerne og udgifterne til hjemmehjælp og sundhed kan ikke følge med. Den demografiske udvikling har truet med at suge statskasserne tomme for penge. Derfor har det i de seneste mange år været en udfordring for politikerne at gøre ældrebyrden til gråt guld.

Danmark er et af de europæiske foregangslande på området. Et bredt flertal på Christiansborg besluttede i 2006 med velfærdsforliget at lade efterløns- og pensionsalderen stige i takt med befolkningens levealder. Det var uhyre klogt og forhindrede et sammenbrud i velfærdsstaten. Der er grænser for, hvor mange års pension der er råd til at betale til alle danskere. For der skal også være penge til børnehaver, skoler og sygehuse.

Siden er der sket en del på området. Efterlønnen, som reelt er en tidlig pension til alle, der har betalt til den, er kommet under udfasning. Men i denne uge fremlagde den socialdemokratiske regering så sit forslag til tidlig pension. En ”efterløn light”, og det er – økonomisk set – en farlig udvikling.

Selvfølgelig skal nedslidte kunne komme på tidlig pension, men denne ordning har objektive kriterier, som ikke omfatter hverken fysisk eller psykisk nedslidning. Regeringens støttepartier vil nu presse på for at få flere mennesker med i ordningen, og med tiden kan den udvides. Det er farligt.

Regeringen har på grund af sine valgløfter stirret sig blind på at skabe en ny ret til tidlig pension. Der findes allerede gode ordninger for nedslidte borgere, og frem for at tænke på at få danskerne væk fra deres jobs, bør der arbejdes langt mere for at gøre det attraktivt at blive i arbejde.

Der er i kommissioner og udvalg tænkt over dette igennem årene, og der findes hele kataloger med idéer til, hvordan det kan ske. Man ved, at mænd har lyst til at blive i job, hvis de får noget ud af det økonomisk, mens kvinder i højere grad bliver, hvis arbejdsvilkårene er attraktive. Men listen over idéer er lang og kan helt sikkert blive længere.

Udviklingen går allerede den rigtige vej. Flere arbejder længere, selvom mange, der søger arbejde, når de først er rundet de 60 år, smertefuldt må erfare, at begrebet ”det grå guld” mest af alt er en myte. I en tid med mangel på arbejdskraft burde der blive satset langt mere opfindsomt på at fastholde ældre og erfarne mennesker i arbejde, end det sker nu. Den sidste del af arbejdslivet bør kunne indrettes langt mere kreativt og fleksibelt end i dag, både til gavn for arbejdspladsen og for den enkelte.

Det er ikke en dyd at arbejde, til man segner, og mange mennesker lever heldigvis indholdsrige pensionistliv med mange gøremål. Med den høje levealder oplever en del for eksempel at være i live sammen både fire og fem generationer. Men menneskeligt set er pensionslivet ikke altid attraktivt. Derfor bør politikerne og private arbejdspladser fokusere langt mere på, hvordan man gør det attråværdigt at blive frem for at gå.