Det er begrænset, hvad vi ved om de aktuelle protester mod det iranske præstestyre, som nu har fundet sted i mere end to uger. Men vi ved, at protesterne finder sted. Og vi ved, at præstestyret gør alt, hvad det kan, for at verden skal vide så lidt som muligt. Den sparsomme dækning af protesterne i mange vestlige medier tyder desværre på, at vi i den forstand går præstestyrets ærinde.
I det hele taget er det overraskende, hvor relativt enkelt, det er blevet for brutale magthavere at slukke for kommunikationskanaler i en digital tidsalder eller bruge dem til at så tvivl om den information, som faktisk slipper ud.
I stedet for et frigørelsesredskab er Twitter-demokratiet blevet et slaraffenland for undertrykkelse og vildledning.
Men vi ved, at protesterne er indledt som et oprør imod stigende benzinpriser og tiltagende økonomisk afmatning i et Iran, der er presset af økonomiske sanktioner fra USA. Vi ved også, at det iranske præstestyre med vold, magt og tortur forsøger at holde protesterne nede for at forhindre, at de danner afsæt for et bredere oprør.
Det er langtfra de første protestbevægelser mod præstestyret, men hver gang er det lykkedes de iranske sikkerhedsstyrker at nedkæmpe protesterne, som præstestyret hver gang hævder er igangsat af amerikanske, israelske eller saudiarabiske aktører. Det sidste er svært at sige noget sikkert om, men brede folkelige protester er som oftest yderst vanskelige at iscenesætte, hvis der ikke er noget at protestere imod.
Den politiske situation i Iran er aktuelt bestemt af den atomaftale, som blev indgået tilbage i 2015, og som USA under præsident Trump har opsagt, mens EU og andre lande har fastholdt aftalen. Lige nu forsøger en række europæiske lande, herunder Danmark, at holde handelskanaler til Iran åbne, så landet ikke rammes så hårdt af de amerikanske sanktioner. Det er en besynderlig og på mange måder uholdbar situation, at USA og Europa i et så centralt spørgsmål som det iranske ikke kan nå til enighed. Og selvom det ofte er Europa, der ryster på hånden i international storpolitik, er Washingtons slingrekurs i dette spørgsmål den største synder.
Men den aktuelle situation sammenfatter på sin vis det dilemma, Vesten har befundet sig i, siden det iranske præstestyre kom til magten for 40 år siden. Er Iran under præstestyret et land, som man på linje med andre lande bør etablere den bedst mulige relation til? Eller er Iran spydspids i en islamisk revolution, der har Vesten som sin hovedfjende, og som det derfor ikke giver mening at samarbejde med? Kan vi stole på Iran, eller er selve landets eksistensberettigelse at bekæmpe Vesten med alle tænkelige midler?
De aktuelle protester er i virkeligheden det bedste tegn på, at revolutionens hellige ild ikke længere brænder så stærkt i Iran. Det gør bestemt ikke præstestyret ufarligt, men dets interesser bliver tydeligere.