Hvis man i dag skulle opfinde DR fra grunden, ville man så udstyre det med koncerthus, kor og orkestre? Næppe. Man ville formentlig placere den type aktiviteter i en anden statslig koncern. Nemlig den, der allerede har scenekunst og originalt opført musik som sit speciale: Det Kongelige Teater. Og så ville man lade DR koncentrere sig om kvalitetsjournalistik og klassisk nyhedsformidling.
Derfor har kultur- og kirkeminister Mette Bocks (LA) idé om at samle statens udøvende musikere og sangere med tilhørende mursten, siddepladser og øvrige faciliteter i ét i stedet for to statslige regi allerede som udgangspunkt logikken med sig. Efter at Mette Bocks udspil blev fremsat i en kronik i Morgenavisen Jyllands-Posten, har DR’s bestyrelsesformand, støttet af ordførere på tinge, forsvaret DR’s ejerskab til musik- og koncertvirksomheden med alt, hvad der har kunnet hives ned fra hylderne af til rådighed stående argumenter.
Det er al ære værd, at DR’s topledelse professionelt arbejder for DR’s koncerninteresser. Men netop når det gælder omsorgen for orkestermusikken, har DR sagligt set en sag, der er i troværdighedsmæssigt underskud.
DR nedlagde uden større hændervriden på den nationale musiks vegne DR Underholdnings-Orkestret. Og udbredelsen af den klassiske musik, som i høj grad kunne være en del af public service-kerneydelsen, som DR skal begrunde sin fremtidige eksistens med, nyder pænt sagt begrænset bevågenhed fra DR-strategerne. I hvert fald hvis man som licensbetaler tillader sig at dømme ud fra programoversigterne. Som bekendt er P2’s klassiske musik for flere år siden blevet fortrængt til en skyggetilværelse som dab-kanal på deltid.
Tilbage står et vakkelvornt argument om, at hvis DR ikke ejer bygningerne og lønner musikerne, så vil dækningen i form af DR-transmissioner fra koncerterne ophøre. En trussel, der svarer til at sige, at hvis ikke DR ejer Allinge-Sandvig, så vil mediekoncernens dækning af det bornholmske Folkemøde ophøre.
DR’s historiske forbillede, det britiske BBC, formår hver uge at transmittere musik fra den formidable koncertsal Wigmore Hall i London. Uden at BBC ejer den.
Men en omplantning af koncerthus med personale til nye rammer handler også om mere gustne overvejelser. De har at gøre med den vindomsuste placering, som DR indtager i disse års medie- og kulturpolitiske klima.
Især er der den permanente kolde krig om, hvad DR egentlig skal beskæftige sig med. Uden at man behøver tage det store slag om hele definitionen af public service (omfatter begrebet kun tørre foredrag, højpandet drama og debatudsendelser? Hører X Factor og Melodi Grand Prix med til definitionen? Og skal DR bruge offentlige penge på at lave netjournalistik, som private mediehuse også prøver at leve af?), så kan man ikke komme udenom, at koncertopførelser ligger endog meget langt fra en journalistdrevet virksomheds kerneydelse.
Af samme grund vil den udøvende musik også altid være i farezonen i DR, når staten pålægger mediehuset besparelser. Netop fordi orkestre nu engang ligger længere væk fra en fokuseret medievirksomheds identitet end nyhedsudsendelser, er de nemmere at spare på. Som man så det med DR UnderholdningsOrkestret. Deri kan der – for venner af den udøvende musik – også ligge en pragmatisk grund til at ønske sig musikaktiviteterne lagt ind under Det Kongelige Teater, hvor disse aktiviteter faktisk er kerneydelser.
Afgørende er det derfor, at alle, der bakker op bag Mette Bocks idé, har afvist, at der er tale om en statslig spareøvelse. Det er en forudsætning, som de skal holdes fast på.