Kristeligt Dagblad mener: Det lange farvel har bragt klarhed

Boris Johnsons valgsejr ligner den mindst ringe Brexit-finale

Som den britiske Brexit-proces har udviklet sig, var klarhed efterhånden det bedste, man kunne håbe på. Med den målestok faldt Storbritanniens parlamentsvalg ud på en måde, der er en lettelse for alle – de dybe uenigheder om Brexit til trods.

Det står nu hævet over enhver diskussion, at briterne ønsker at træde ud af EU. Det sagde de ved folkeafstemningen i 2016. De har siden bekræftet det ved ikke et, men to parlamentsvalg, senest i torsdags. Al snak om, at de britiske vælgere er blevet lokket eller narret, eller at de i virkeligheden mener noget andet, end de siger med deres stemmeafgivning, og lignende fristende bortforklaringer må nu forstumme.

Med den konservative Boris Johnsons sejr står det også klart, at de 68 millioner indbyggere i United Kingdom, inklusive skotter og nordirere, faktisk træder ud af Den Europæiske Union. Og gør det meget snart.

Det er ærgerligt for briterne. Og det er beklageligt for resten af Europa, der også i fremtiden vil have brug for Storbritannien. Men nu er det sikkert.

Men de tidlige morgentimer fredag, da stemmerne i de sidste valgkredse blev gjort op, bragte også klarhed over noget andet. De kastede et grelt lys over et hæderkronet og i årtier regeringsbærende britisk partis deroute. Vælgerne sagde klart nej til Labour. Jeremy Corbyns omdannelse af partiet, der for bare få år siden havde en statsmand som Tony Blair som leder, til en forvirret opslagstavle for alle mulige utopiske, identitetspolitiske og farlige særstandpunkter er endt i fiasko. Det taler til Labour-vælgernes ære, at de i stort tal formåede at se bort fra deres partipræferencer i torsdags og gav Corbyn-versionen af deres parti en øretæve, der om kort tid vil medføre Corbyns afgang. Også – eller især – hvis Storbritannien var forblevet i EU, ville et Labour rekonstrueret på realismens grund have stået højt på ønskelisten i alle hovedstæder.

Meget kan stadig skabe bump på den sidste del af briternes vej ud af EU. Men det lader sig ikke tale bort, at det herfra mest handler om teknik. Det grundlæggende politiske spørgsmål er endeligt blevet besvaret. Nu handler det om de nøjere betingelser for Storbritanniens fremtidige forhold til EU samt handel og finansielt samkvem med de 27 tilbageværende EU-lande. Det vil være klogt af dem at komme London overordentlig meget i møde. Tiden for drakoniske trusler mod den formastelige afhopper må være overstået. Ligesom erkendelsen af en forestående hård og vanskelig fase for det britiske samfund nu også må indfinde sig i Westminster.

Boris Johnsons rappe replikker kan vinde sæder i parlamentet, men næppe charmere et Bruxelles, der med briternes gungrende udtræden står til at indkassere alle tiders største pr-nederlag. Rimeligt eller ej, så er det ildevarslende for EU, at Unionen opleves som så uattraktiv, at folket i et stort land foretrækker en uvis fremtid for fortsat medlemskab.