Prøv avisen
Leder

Det lidt for alternative Tyskland

Af Henrik Hoffmann-Hansen, politisk redaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Foruroligende, at højreparti destabiliserer tysk politik

Europa har ikke har brug for, at tysk politik lammes, mens yderfløjene vokser sig endnu stærkere. Den seneste uges politiske kaos i den lille delstat Thüringen i det tidligere DDR lyder desværre som opskriften på netop den udvikling.

Her fik det højrepopulistiske parti Alternative für Deutschland, AfD, ved valget i oktober godt 23 procent af stemmerne til landdagen. Dermed blev det lidt større end det kristendemokratiske parti, CDU, og lidt mindre end det hidtil regerende venstrefløjsparti, Die Linke, som fik 31 procent. Siden har der været en lang og svær proces med at finde en ny ministerpræsident, men forleden fik lederen af det mindste parti, det liberale FDP, Thomas Kemmerich, overraskende flertal til posten. Efter et blot et døgn måtte han dog trække sig efter pres fra midterpartierne på nationalt plan.

Han var blevet valgt med støtte fra AfD, og det var simpelthen for kontroversielt og truede med at splintre den i forvejen skrøbelige forbundsregering i Berlin mellem CDU og det socialdemokratiske SPD. Så nu ser der ud til at blive nyvalg i Thüringen, og med de historiske erfaringer for misbrug af martyrier i en valgkamp, kræver det ikke stor fantasi at forestille sig, at AfD vil vokse sig endnu større, og at det blot bliver endnu sværere at finde et regeringsdueligt flertal. En udvikling, der senere risikerer at slå igennem på landsplan.

Mildt sagt er det foruroligende. Man kan trække de historiske paralleller til fortiden frem og gyse ved tanken om den politiske polarisering i mellemkrigsårene, de utallige valg og Weimarrepublikkens fald under det nazistiske styre i 1933. Og nej, AfD ikke er et nazistisk parti, og den fjerdedel, der har stemt på det i Thüringen, er heller ikke nazister, men partiet har fået sin store fremgang under ledelse af en temmelig alternativ leder, nemlig Björn Höcke. Han flirter med nazismen, er under overvågning af efterretningsvæsenet og excellerer i pinlige udtalelser. Som da han for nylig sagde, at Tysklands mange mindesmærker over nazitidens forbrydelser gør landets historie ”elendig og latterlig”. Han vil vende Tysklands erindringskultur 180 grader, han afviser at tale om en ”jødisk-kristen kultur”, fordi jødedommen er kristendommens absolutte modsætning, og han bruger gladeligt naziudtryk som Volksverderber (”folkefordærver”) og Lebensraum (”råderum til livsudfoldelse” – nazistisk udtryk brugt som begrundelse for territoriale krav i Anden Verdenskrig). Det får det til at løbe én koldt ned ad ryggen.

Det meget svære spørgsmål er, hvad de moderate partier på midten skal stille op over for det, men det er næppe en god ide, at de fra centralt hold i Berlin blander sig i, hvorvidt der skal være nyvalg eller ej i en delstat. Bag tilslutningen til AfD ligger som i andre europæiske lande en dyb, folkelig utilfredshed især med de etablerede partiers håndtering af indvandringen fra Nordafrika og Mellemøsten. Det er en berettiget utilfredshed, som partierne forlængst burde have taget mere alvorligt. Ingen steder har man haft succes med parlamentarisk isolation af højrenationalistiske partier, men selvfølgelig vil der for ethvert parti være en moralsk grænse for, hvem man kan gå i alliance med.

I Tyskland ligger den grænse af historiske grunde nok tættere på midten end i andre europæiske lande. Indtil nu har AfD desværre kun bevæget sig længere ud mod højre, men andre indvandrer- og EU-kritiske partier i Europa har på ét punkt vist en vej, som AfD burde efterfølge, nemlig at ekskludere deres mest yderligtgående elementer. Hvis ikke det sker, risikerer vi at få et lidt for alternativt Tyskland.