Resultatet af borgmestervalget i Tyrkiets største by, Istanbul, er ved første øjekast fantastisk opmuntrende. Den lokale leder af det socialdemokratisk inspirerede, sekulære og republikanske parti CHP, Ekrem Imamoglu, vandt en overbevisende sejr over modkandidaten Binali Yildirim fra det regerende AKP-parti. Egentlig vandt Ekrem Imamoglu allerede ved valget den 31. marts, men dengang blandede Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, sig, og valgets udfald blev på et tvivlsomt grundlag underkendt. Nu kan den nyvalgte borgmester glæde sig over at have vundet en endnu større og mere overbevisende sejr. Dertil kan man lægge, at oppositionen også har vundet borgmesterposterne i hovedstaden, Ankara, og i den tredjestørste by, Izmir.
Det er et alvorligt nederlag for præsident Erdogan, der selv for alvor fik luft under sin politiske karriere som borgmester for Istanbul fra 1994 til 1998. Senere blev han premierminister og præsident for landet på en politik, der på mange områder gjorde op med de værdier, der har båret Tyrkiet siden præsident Kemal Atatürks ledelse af landet fra 1923 til 1938. Atatürk grundlagde en moderne og sekulær republik, mens Erdogan har trukket den i islamistisk retning.
På det økonomiske område har han nok villet modernisere landet, men efter nogle år med høj vækst er det endt i et økonomisk morads med gældsætning og høj arbejdsløshed. En væsentlig del af vælgerskiftet skal uden tvivl tilskrives den dårlige økonomi og er måske desværre i mindre grad et opgør med islamiseringen af Tyrkiet og Erdogans tilnærmelser til trosfæller i eksempelvis Det Muslimske Broderskab i Egypten.
Under den nuværende præsident har Tyrkiet udviklet sig i en trist retning, særligt siden det mystiske, fejlslagne kupforsøg i 2016. Hvad der egentlig var baggrunden for det på alle måder amatøragtige forsøg, er stadig uafklaret, men Erdogan og AKP har i hvert fald brugt det til en uhæmmet klapjagt på enhver politisk modstander, både inden- og udenlands, og tusindvis af mennesker er blevet vilkårligt fængslet og/eller fyret fra deres job. Forfatningen er blevet ændret i en retning, som er svært forenelig med almindelige demokratiske principper, og som har udstyret præsidenten med urimelig stor magt. Nogle vil hævde, at Tyrkiets triste udvikling er affødt af, at EU har vendt landet ryggen ved i praksis at udelukke, at det nogensinde kan blive medlem af EU.
Sådan forholder det sig ikke. Tværtimod har Tyrkiet haft gode muligheder for at fortsætte 1990’ernes tilnærmelse til de europæiske værdier og øge det økonomiske og kulturelle samarbejde, også selvom et egentlig EU-medlemskab ikke er i spil. Man må håbe, at de lokale borgmestervalg er det første lys i den mørke, tyrkiske tunnel, der med tiden kan føre til et nyt styre i landet som helhed. Forhåbentlig et, som vil gøre op med Erdogans islamistiske kurs, som har været et afgørende problem i en årrække.