Siden Grønland i 1979 fik hjemmestyre – i 2009 omdannet til det mere magtfulde selvstyre – har det socialdemokratiske parti Siumut siddet på magten stort set konstant. Kun i perioden 2009-2013 indtog socialistiske Inuit Ataqatigiit, IA, bordenden, og dermed må Siumut siges at have æren for, at Grønlands økonomi er ganske stærk, men også et stort ansvar for, at landet stadig kæmper med massive sociale problemer.
Selvom man skal være særdeles varsom med hastige konklusioner, når det gælder grønlandsk politik, tyder alt nu på, at Siumut for kun anden gang de seneste 42 år er slået af tronen. Med en valgkamp, der i høj grad var baseret på et løfte om sociale reformer og en modstand mod det store mineprojekt i Kvanefjeld, blev IA, der minder om SF, den store sejrherre ved tirsdagens grønlandske valg. Dermed sender de grønlandske vælgere et ganske tydeligt signal: Tag hånd om Grønlands sociale udfordringer og vent med de vidtløftige mine-projekter, som ikke mindst Siumut har gjort sig til talsmand for.
For den kedelige sandhed er, at Grønland trods årtiers debat og enorme milliardinvesteringer kæmper med sociale problemer i en størrelsesorden, man ellers kun oplever i den tredje verden.
Som beskrevet i Kristeligt Dagblad onsdag har hvert femte grønlandske barn været udsat for seksuelt misbrug, landet har en af verdens højeste selvmordsrater og hver femte unge under 30 år er hverken i beskæftigelse eller under uddannelse. Det siger sig selv, at dette ikke kun er en aktuel kamp for Grønland, men også en alvorlig hindring for Grønlands fremtid, herunder det ønske om voksende selvstændighed, som i større eller mindre grad gør sig gældende på tværs af hele det politiske spektrum i Grønland.
For sandheden er jo, at veluddannede grønlændere i alt for høj grad søger mod Danmark eller det øvrige udland, når de hjemlige forhold ikke er attraktive nok, også i forhold til den opvækst, man ønsker for sine egne børn. Dette smitter af på uddannelsessystemet, på erhvervslivet og på muligheden for at udvikle de hårdest ramte egne i det store land.
I den forbindelse undgår man heller ikke at tale om Grønlands afhængighed af Danmark, da bloktilskuddet i dag udgør cirka halvdelen af selvstyrets samlede indtægter, hvoraf en alt for stor del netop går til indsatsen mod misbrug, overgreb, druk og vold.
Lad os gerne tage den diskussion om dansk indflydelse og kolonialisme, som flere efterlyser – mest skingert med barnligt hærværk mod Hans Egede-statuen – men der er også behov for, at der i den grønlandske debat udvises vilje til et seriøst opgør med de strukturelle, kulturelle og sociale normer, som i dag ødelægger så mange børns og familiers liv. Det er den opgave, IA må påtage sig, når partiet efter al sandsynlighed overtager regeringsmagten. Det er en opgave, der kræver mere end penge – det kræver nemlig først og fremmest mod.