Prøv avisen
Leder

Det store Trump-show

I tilfældet Donald Trump bør fokus gælde sagen, ikke manden

Donald Trump har altid været iscenesættelsens og afledningens mester. Som stenrig erhvervsmand og reality-tv-stjerne har han igennem årene uhæmmet dyrket selvros og pral, brugt usandheder og overdrivelser til at fremme sin egen sag og er aggressivt gået til angreb, både juridisk og verbalt, når han har følt sig presset eller truet. Der var dem, der håbede, at han som USA’s præsident ville lægge disse mindre flatterende karaktertræk af sig. Men efter et halvt år i Det Hvide Hus står det klart, at Donald Trump også i embedet er forblevet tro mod sig selv. Og det udgør en udfordring for både politikere og medier.

Mens hans forgænger, Barack Obama, ofte blev hyldet som retorikkens elegante mester, er det sværere for os at kapere en mand, der konstant tyr til de samme storskrydende, simple klichéer, og som tilsyneladende har mere travlt med at nedgøre sine kritikere på Twitter end på at passe sit regeringsarbejde.

Verdens mest magtfulde embede bliver nu iscenesat som et stort, familiært underholdningsshow i den bedste sendetid. Det er både bekymrende og trættende, samtidig med at vi ikke kan lade være med at kigge på, fascinerende og frastødende som det også er.

Men vi risikerer at tabe blikket for de virkelig vigtige udviklinger, når medierne går mere op i, hvordan den amerikanske præsident giver hånd, eller hvordan enhver af hans upassende bemærkninger udløser stor opstandelse på de sociale medier. Og selvfølgelig er det opsigtsvækkende, når anerkendte psykologer argumenterer for, at USA’s 45. præsident ikke er embedet voksen eller ligefrem lider af demens.

Der er tale om fjern-diagnoser, som nærmer sig det injurierende, og som næppe gør en forskel for Trumps trofaste vælgere. Hver gang præsidenten bliver kritiseret eller angrebet, skaber det yderligere sammenhold i Trumps bagland. Her føler mange sig endelig hørt af den ukonventionelle præsident, der opfattes som et befriende politisk ukorrekt islæt. Og i stedet for at svælge i præsidentens kiksede kommentarer om dette og hint, burde det være langt mere interessant at få belyst, hvordan det kan være, at hans vælgere stadig er loyale over for præsidenten, selvom hans politik risikerer at fratage dem deres sundhedsforsikring.

Selvom Trump dygtigt formår at udnytte splittelsen i det amerikanske samfund, gælder det om at måle manden på hans konkrete politik. Og den har indtil nu ikke været prangende, hvad angår selve lovarbejdet i Kongressen, trods præsidentens republikanske flertal i begge kamre.

Men så længe pressen mere fokuserer på form fremfor indhold, har den mediebevidste præsident fornyet ammunition til at fremstille mainstream-medierne som budbringere af falske nyheder og sig selv som offer for en heksejagt af historiske dimensioner. Og hvis de igangværende efterforskninger skulle bekræfte, at han vitterligt har haft ulovlige forbindelser til Rusland, er USA’s demokratiske instanser stærke nok til at slukke for Trump-showet.