Eventyrer Anders Bilgram har sejlet rundt i verdens koldeste egne og mødt mennesker i øde områder. Han har banket på fremmede hyttedøre igen og igen, og næsten hver gang er døren blevet åbnet, og gæsten modtaget. Den historie fortalte han i går i Kristeligt Dagblad.
Det rejser et spørgsmål, som enhver må stille sig selv: Hvordan reagerer man, når det banker på døren, og et ukendt ansigt dukker op derude? Det siger noget om os, om vi åbner huset, eller vi holder os i sikkerhed bag døren, der kan åbne for farer og problemer. Det er netop derfor, at Bibelen flere gange kan bruge den fremmedes ankomst ved døren til at beskrive noget afgørende ved det at være menneske. ”Den, der banker på, lukkes der op for,” hedder det for eksempel i en bibelpassage, der understreger muligheden for at blive hørt, når man beder, og når man beder om noget.
I en aktuel bog fra sognepræst Niels Nymann Eriksen fra Apostelkirken i København behandles gæstfrihed ligeledes. Teologen, der har bygget en menighed op med blandt andre afghanske og iranske kristne, fremhæver Abrahams overstrømmende modtagelse af de tre ørkengæster, der viser sig at være Gud selv. Den fremmede repræsenterer det guddommelige, der melder sig besværligt og uventet midt i livet som et spørgsmål til os. Eller som en fordring.
Men det smukke forbillede er svært at leve op til i virkeligheden. Ikke mindst afhænger vores møde med dem, der kommer til vores dør, af, hvor vi bor, og hvem der bor omkring os. I København er der mennesker, der er blevet overfaldet efter at have lukket de forkerte folk ind. Det er ikke ufarligt at åbne for fremmede, ligesom det heller ikke var det, da Bibelen blev skrevet. I storbyer og mange andre steder er folk ofte angste, når det ringer på døren efter mørkets frembrud, og så åbner de på klem med dørkæde, eller også åbner de slet ikke. Vi kan have alskens grunde til at gå på kompromis med idealet, og nogle gange kan det være det rigtige.
Der findes en vulgærtolkning af kristendommen, som vil gøre det bibelske møde med den fremmede til en fordring, der kan oversættes til en konkret flygtningepolitik. Det er lige så forkert, som dengang man mente, at man nødvendigvis måtte blive socialist, hvis man var kristen. Det er en banalisering af kristendommen at udlede en særlig indvandringspolitik af dens grundsætninger. Og de ubetinget åbne døres migrationspolitik ville meget hurtigt vise sig at være en ukærlig gerning over for de mennesker, der skulle leve med konsekvenserne af den.
Men det konkrete ansigt til ansigt-møde med et menneske, der banker på, er noget andet. Og dette andet må optage hver og en af os. For det gør noget ved os, hvis vi gemmer os og står og kigger forskræmt ud på verden gennem glughullet. Det er her, vi bliver kontaktet af en instans uden for os selv, som kræver stillingtagen.