Det svære farvel til Afghanistan

Vestens dilemma forsvinder ikke med lavere militært engagement

Henrik Brun har skrevet dagens leder.
Henrik Brun har skrevet dagens leder.

Når de 28 Nato-landes udenrigsministre i dag tager hul på andendagen af deres møde i Bruxelles, er det med det store dilemma om tilbagetrækning fra Afghanistan på dagsordenen. Dilemma, fordi optakten til præsidentvalget på lørdag har været præget af dødelige angreb fra Taleban, der har erklæret krig mod valget. Dilemma, fordi valget er en konkret test af de 350.000 udkommanderede sikkerhedsstyrkers evne til at beskytte blandt andet valg-steder og dermed samtidig en generel test af, om de afganske sikkerhedsstyrker er i stand til at tage sig af sikkerheden i landet, inden de fleste Nato-soldater trækker sig ud efter nytår. Med andre ord: Kan man forsvare at lade de fleste udenlandske soldater forlade Afghani-stan på et tidspunkt, hvor ustabilitet, kaos og vold risikerer at blive hovedingredienserne i tiden, der følger?

LÆS OGSÅ: Afghanerne skal selv forme deres stat

Svaret på spørgsmålet er ikke enkelt. Først og fremmest fordi den afghanske regering selv nærmere betegnet i skikkelse af nuværende præsident Hamid Karzai ikke har villet underskrive den sikkerhedsaftale, der fra næste år skal være det juridiske grundlag for, at Nato fortsat kan være til stede med en reservestyrke, der kan bakke op om de afghanske styrker, hvis de kommer i knibe. En styrke, der også skal stå for fortsat træning af de afghanske sikkerhedsstyrker, ligesom den er en forudsætning for international finansiering af uddannelsen af afghanske styrker. Det er altså Karzai selv, der stiller forhindringer i vejen for en blød overgang, og han har tvunget USAs præsident Barack Obama til at sætte hårdt mod hårdt og true med en total tilbagetrækning efter 2014, hvis ikke underskriften snart kommer. Efter valget på lørdag, hvor Karzai ikke kan stille op, vil hans afløser formentlig underskrive aftalen i sidste ende. Men den nuværende præsidents tøven, som har til formål at tækkes Taleban, vidner om netop Talebans magtfulde position og i hvert fald om dets store trussel mod stabiliteten i fremtiden.

Der er altså ingen grund til at tro, at Vestens dilemma forsvinder i takt med et lavere militært engagement. Tværtimod må vi være ekstra opmærksomme på, at den store civile støtte til udvikling og opbygning af institutioner vil være tæt på spildt, hvis ikke vi samtidig sikrer, at afghanerne selv kan sørge for sikkerheden. Det er også svært at se på korruptionen og de andre kritikpunkter, som blandt andet fremføres af Anders Ladekarl, generalsekretær i Dansk Røde Kors, andetsteds i avisen i dag. At det ikke er lykkedes at få bedre styr på disse ting i løbet af de over 10 år, vi har været til stede i Afghanistan, smerter. Der kan være god grund til at omlægge støtten, men den skal fortsat være der. Af hensyn til dem, det hele drejer sig om: de almindelige afghanere.