Når tyrkiske ministre ikke må tale i Tyskland, skyldes det, at nazismen stadig har tag i tyskerne. Sådan forklarer Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, at tyrkiske politikere ikke får lov at føre valgkamp for den forfatningsændring, som foreslås af landets autoritære islamiske parti, AKP.
Det groteske nazi-udsagn viser, hvordan lederen for den store Nato-allierede ved Bosporus-strædet i stigende grad tænker populistisk og udemokratisk. En sikker strømpil på den udemokratiske retning er også affærdigelsen af modstandere som terrorister.
Et trecifret antal journalister sidder i fængsel i Erdogans virkeliggørelse af sit islamiske drømmesamfund. Denne islamisering af Tyrkiet har desværre så stor støtte hos europæiske tyrkere, at det er blevet til et demokratisk problem. Der er en grundlæggende aura af ufrihed ved Erdogans tilgang til politik. Selv i Danmark føler nogle dansk-tyrkere, der ikke bakker op om det tyrkiske regime, sig truet eller marginaliseret. I Tyskland bor omkring tre millioner tyskere med tyrkiske rødder og stemmeret i Tyrkiet. Her er udfordringen mere presserende.
Præsident Erdogans angreb på Tyskland er udbredelsen af en ny tendens: at valgkamp – og politisk strid i bredere forstand – føres i vestlige lande med store segmenter af indvandrere. En del efterkommere af indvandrere har ikke demokratisk frihedsforståelse og bakker op om for eksempel en Erdogans afskaffelse af den frie samtale. Det er et grundproblem, som ikke forsvinder, når Erdogan en dag forsvinder. Vi importerer værdikonflikter. Og der bliver ikke færre fremover.
Tysklands kansler, Angela Merkel (CDU), sagde i går, at hun ikke ville forbyde, tyrkiske politikere at føre valgkamp i Europa. Hun sætter fingeren på det dilemma, frihedsorienterede kulturer i Europa står over for: Enten lovgiver man mod udemokratisk påvirkning som Erdogans valgkamp, eller også tillader man den. Sandheden er, at hverken stram lovgivning eller frie rammer vil løse problemet. Der er ikke en juridisk løsning på et rodfæstet kulturproblem. Det eneste, der virker, er at demokratisere de indvandrere, der kommer til Vesten og tage imod dem i et omfang, som gør det realistisk at demokratisere dem. Og det kræver hårdt arbejde gennem flere generationer.
I sidste ende må en kamp på værdier besvares med klare værdiudmeldinger. Det kommer hverken let til Tysklands kansler, Angela Merkel, eller den danske udenrigsminister, Anders Samuelsen (LA), der begge hvisker tilbage, når Erdogan råber europæerne ind i hovedet.
Selvom Tyrkiet har det politiske es på hånden, at man kan skrue op eller ned for indvandringen til Europa, er forsigtigheden trist at overvære. Hvis ikke de europæiske ledere kan gå op imod den tyrkiske form for bølleri, vil europæerne vælge andre ledere hen ad vejen. Man må indstille sig på, at der ligger en strid på værdier foran os, som vil tage mange generationer, og den skal ikke mindst udkæmpes på klare offentlige ord.