Prøv avisen

Diakoni

FOR NOGLE år siden foreslog statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), at der skulle ansættes flere sognepræster, så kirken kunne tage sig af mere socialt arbejde. Det fik han nogle drøje hug for, idet mange retteligt mente, at landets sociale problemer ikke skulle løses ved at lave kirken om til en om-sorgskirke. Siden har præsident George W. Bush i USA været fremme med forslag om, at kirken skal stå for store dele af det sociale arbejde og har også dér udløst debat om, hvad det egentlig er, kirken skal.

Kirken skal først og fremmest forkynde evangeliet. Og nogen mener, at det så skal blive ved det. Men der er andre, der er af en anden opfattelse og mener, at kirken har en naturlig rolle at spille på det sociale område. Og heldigvis for dem, og heldigvis for den kirkelige diakoni, viser rapporten fra biskoppernes udvalg for diakoni, som blev offentliggjort i går, at det rent faktisk går bedre, end man frygtede. Ikke sådan at forstå, at det ikke kan blive bedre, men i det skjulte - hvor den sande næstekærlighed jo som bekendt udøves - trives der meget diakonalt arbejde på både lokalt og mindre lokalt niveau.

Det diakonale arbejde må betragtes som et kirkeligt kernepunkt og et oprindeligt udgangspunkt for den tankegang, der i sin tid førte til sygehuse og omsorgsinstitutioner. I velfærdsstaten er langt det meste sociale arbejde blevet overtaget af staten, og den kirkelige diakoni har i perioder fået en noget stedmoderlig behandling af kirken. Men i et samfund som det, vi lever i i dag, kan man ikke tillade sig at se så firkantet på kirkens rolle.

Derfor er det vigtigt at understrege, at der mere end nogen sinde er brug for et alternativ til den offentlige sektors økonomisme og nyttetænkning, som i alle sine begrænsninger og al sin umenneskelighed er blevet afsløret i forbindelse med skandalerne om hjemmehjælpens tilstand.

Og et sådant alternativ bør som noget naturligt blandt andet komme fra kirken. I et samfund med så mange ressourcer som vores er det svært at argumentere for, at der ikke også skal være et mere frivilligt hjælpearbejde, der viser det menneskelige ansigt, som alt for mange klager over er fraværende i den professionelle sektor.

Derfor skal den øgede opmærksomhed på diakonien hilses velkommen. Men når det er sagt, er det også vigtigt, at det sker med en besindelse på, at diakonien aldrig må blive så professionaliseret, at den ikke kan skelnes fra den offentlige forvaltning. Og så længe det også sker med behørig bevidsthed om, at omsorg aldrig må fortrænge forkyndelse.

weis