Dialog i reservatet

Tidens mange kultursamtaler bør fremme reel mangfoldighed

Så er der atter Kulturmøde på Mors. Fra på torsdag samles kulturlivets aktører og titusindvis af tilhørere i Nykøbing til debat og samtale om kultur- og samfundslivet. På få år er Kulturmødet blevet en uomgængelig del af det årlige begivenhedshjul, som ingen kulturinstitution har råd til at ignorere. I en tid med øget debat om by og land, folk og elite, har Mors markeret sig som stedet, hvor modsætningen mellem centrum og periferi for en stund bliver ophævet.

To dage med samtaler, idé- og informationsudveksling redder ikke verden, endsige løser diverse kriser i kulturlivet. Men frø bliver sået, og dialogen holdt i gang i dette frirum, hvor der for en gangs skyld ikke diskuteres økonomi og rammer, men ånd og indhold, og hvor landets kulturchefer og politikere møder de borgere, der betaler deres løn. Hvis en minister har glemt, hvad hans eller hendes stillingsbetegnelse betyder, er det godt at komme til Mors.

Kulturmødets succes er imidlertid ikke opstået i et tomrum. Som beskrevet her i avisen forleden er det talte ord – i form af foredrag, samtaler, kurateret dialog med mere – blevet et fast indslag på mange af de kulturfestivaler, der holdes landet over.

Fra Folkemødet på Bornholm over Louisiana Literature i Nordsjælland til Heartland på Fyn, Northside i Aarhus og videre til Mors: Alle steder har i større eller mindre grad ”talks” på programmet som enten hovedattraktion eller supplement. I Grundtvigs fædreland er det levende ord for alvor kommet på dagsordenen. I samme tendens indgår Folkeuniversitetets fortsatte succes med at tilbyde borgerne viden og substans i tilgængelig form, kort sagt foredrag med hjerne og hjerte, og det viser i hvert fald tre ting: Dels at en modreaktion er på vej mod digitaliseringen og det rast- og glædesløse liv på skærmene. Dels at det myndige lægfolk er en uvurderlig ressource i Danmark. Dels at mange er trætte af konfrontationer og negativitet i mediebilledet og derfor søger den konstruktive dialog.

Risikoen ved de mange samtalefora som fænomen er, at de med et udtryk fra den amerikanske universitetsdebat bliver en slags ”safe spaces” – fora, hvor tilhørerne er i sikkerhed for provokationer og ukorrekte synspunkter og kun møder holdninger, de i forvejen sympatiserer med. En sådan forsigtighed ligger imidlertid langt fra Grundtvig og dansk debattradition, og hvis de mange ”talks” ikke flytter noget, kan det være lige meget.

Der er en tendens i tiden til, at vi helst samles med dem, vi er enige med og ligner, og tegner fjendebilleder af hinanden. Det er rigtigt, som forfatteren Katrine Marie Guldager skrev forleden i dagbladet Politiken: ”Den lykkelige historie om Danmark er, at højre og venstre sliber sine argumenter på hinanden. Den triste historie er, at vi nemt kan tabe den offentlige debat på gulvet.” Denne tendens til fjendebilleder bør tidens festivaler udfordre, så der også føres reel dialog med dem, man ikke er enige med på forhånd.