På Holocaust-museet i Washington D.C. i USA møder den besøgende som noget af det første et berømt citat af oplysningsforfatteren og politikeren Edmund Burke. Oversat lyder det: ”Der skal ikke mere til, for at ondskaben triumferer, end at gode mennesker er passive og undlader at gribe ind.”
Tilbage i 1700-tallet vidste Burke selvsagt intet om holocaust og Auschwitz-dagen, der markeres i morgen, men holdningen i citatet siger alligevel noget om årsagen til, at folkedrab, dengang som nu, kan finde sted. Passiviteten, som nævnes i citatet, handler ikke kun om konkret indgriben i mødet med forbrydelser eller ej, men også om vores vilje til her mange årtier efter Anden Verdenskrig fortsat at mindes holocaust. Gør vi intet, breder glemslen sig. Desværre er det generelle vidensniveau om krigen og nazisternes jødeudryddelse hastigt dalende, og så meget som muligt bør derfor gøres for at fastholde erindringen.
Glemslens kilder springer fra flere steder. Dels svinder antallet af overlevende fra krigen ind, så førstehåndsberetninger findes snart kun i medieret form: på film, i bøger og i den politiske debat. Dels sætter et generelt dannelsestab og mangel på historisk viden om selv den nære fortid ind. Hvis unge ikke ved, hvornår Berlinmuren faldt eller ”den 11. september” fandt sted, er interessen for kz-lejre og landgange for over 70 år siden endnu sværere at fastholde.
Dels er alle borgere kastet ud i et indtil videre facitløst projekt med digitaliseringen. Alle ved og mærker, at koncentrationen er sværere at fastholde i en tid, hvor digital distraktion er et moderne livsvilkår, men ingen ved endnu, hvad konsekvenserne af det gradvise farvel til printkulturen bliver. Ja, Primo Levis skelsættende kz-erindringer kan digitaliseres, så man ikke skal trækkes med dem i en gammeldags bogform, men hvad hjælper det, hvis ingen evner at koncentrere sig om at læse dem på en skærm – eller alligevel aner, hvem Levi var?
Endelig er den politiske debats ofte ganske forståelige karakter af grøftegravning og inter-esse-promovering en faktor i glemslen. Erindringskultur er et brændvarmt emne, fordi mange forskellige og ofte modstridende interesser er på spil, måske mest pædagogisk i al sin tydelighed i tilfældet borgerkrige. Skal man lade sejrherrerne skrive historien og udforme mindesmærkerne, eller skal ofrene/taberne – for eksempel Sydstaterne i USA, hvor kampen om fortiden er særlig heftig – også have en stemme?
Alle mærkedage skal ikke mindes for evigt, men skelsættende begivenheder i en kultur må ikke glemmes. Auschwitz-dagen er på godt og ondt med til at erindre om, hvad Europa er, hvad vi alle kommer af, og hvad vi som syndige mennesker er i stand til. Læg dertil, at antisemitismen ingenlunde er på retur, snarere tværtimod. Viden om folkedrab – både nazisternes og andre magthaveres – er derfor afgørende.
Og når vilkåret er, at folk med tiden glemmer, så er konkrete mindesværker vigtige som aldrig før. I München i Tyskland er der som omtalt i dagens avis debat om de meget omtalte snublesten. Er de en form for aflad, der på subtil vis viderefører undertrykkelsen af jøder, eller er de en vigtig påmindelse om grusomheder, der muligvis kan undgåes i fremtiden?
I en glemselskultur som vores er der ingen grund til tøven: Jo flere snublesten, mindesmærker og andre fysiske manifestationer af både heltegerninger og grusomheder, jo bedre. Historien skal gøres så konkret som muligt så ofte som muligt. Så er der håb for, at fremtidens generationer også vil markere Auschwitz-dagen.