2021 er endnu ungt, men har allerede budt på tumultariske tilstande i USA og covid-mutationer, som igen kan bringe pandemien ud af kontrol. I det lys kan den folkekirkelige debat om digital nadver virke ubetydelig. Men grundlaget for nadveren er i kirkelig sammenhæng langtfra en ubetydelighed.
Sammen med dåben er nadveren de lutherske kirkers eneste sakramente. Det er den symbolske handling, som ved gudstjenesten forbinder de kristne i et stort, konkret fællesskab med hinanden og med den Kristus, som indstiftede nadveren med sine disciple.
Når det i disse uger og måneder ikke længere er muligt for flertallet at mødes til gudstjeneste, er det forståeligt, at spørgsmålet om nadverens gyldighed rejser sig.
Er nadveren således gyldig, når den fejres hjemme i stuen i forbindelse med en optaget eller live-streamet gudstjeneste på sociale medier, radio eller tv? Spørgsmålet er lige så enkelt, som det tilsyneladende er vanskeligt for teologer at besvare entydigt.
For nogle bryder den digitale nadver afgørende med den fordring om nadverfællesskabets fysiske karakter, som Luther betonede. Andre lægger vægt på nadverens sjælesørgeriske funktion som et argument for den digitale nadvers gyldighed.
I virkeligheden har spørgsmålet eksisteret lige så længe, som de elektroniske medier har formidlet gudstjenester til et stort publikum, som ikke er fysisk til stede i kirken. Men folkekirken har indtil nu ikke afklaret spørgsmålet om nadverens gyldighed i disse sammenhænge. Det bør den gøre nu, hvor corona-pandemien har gjort den adskilte gudstjeneste-fejring til et vilkår for de fleste.
Det står klart, at de digitale gudstjenester mangler noget afgørende i sammenligning med det fysiske samvær i kirken. Det samme gælder den digitale skole og de mange andre digitale samværsformer, som vi holder af nød, og som samtidig minder os om, hvad det fysiske møde og samvær faktisk kan.
Men det ændrer ikke ved, at vi både i og uden for kirken skal finde pragmatiske løsninger, indtil det igen er muligt at samles. For dem, der ønsker at tage del i nadveren og dermed i det kristne fællesskab hjemmefra, bør det være muligt.
Debatten om digital nadver er opstået på et tidspunkt, hvor folkekirken er i gang med et større reformarbejde af gudstjenestens ritualer og liturgi. Det har været en lang proces, hvor det indtil nu har vist sig vanskeligt at inddrage menigheden i samtalen.
Forhåbentlig er de nuværende gudstjenestelige rammer under corona et forbigående fænomen, men folkekirken gør ikke desto mindre klogt i også at etablere klare retningslinjer for digital gudstjenestefejring. Samtidig har det helt konkrete spørgsmål om den digitale nadvers gyldighed vist, at det faktisk er muligt at engagere mange i debat om kirkens ritualer, når den netop bliver konkret og anskuelig.
Det bør de ansvarlige for liturgiarbejdet tage bestik af til det videre forløb, ligesom biskopperne allerede nu bør melde klart ud om den digitale nadvers gyldighed.