Indtil for nylig var internettet en anarkistisk verden, som de fleste betragtede med åben nysgerrighed. Den frie strøm af information på især de sociale medier ville understøtte ytrings- og pressefrihed, give flere mennesker en stemme og derved styrke og fremme demokratiet herhjemme og ude i verden.
Sådan lød en fælles forhåbning til den digitale revolution, som har forandret ikke bare medier, men næsten alle brancher og grene af samfundslivet og den fælles hverdag.
Men den udelte begejstring har lagt sig og er blevet erstattet af et voksende forbehold over for udviklingen. Sociale medier har måske afgjort det amerikanske præsidentvalg. Google prøver i disse dage at forhindre det tyske AfD-parti i at lave en indvandringskritisk reklamekampagne på nettet. I en lang række lande bruges de sociale medier af myndighederne til at kontrollere borgerne, og i et uklart omfang bruges nettet til manipulation.
Alle former for magtkoncentration rummer noget farligt. Økonomisk magtkoncentration svækker konkurrencen til skade for forbrugerne. Koncentration af oplysning og medier svækker demokratiet. I værste fald fører det til totalitære tilstande. Og det er magtkoncentration, vi er vidner til.
I går fremlagde EU-Kommissionen sit forslag til, hvordan man kan forhindre, at de især amerikanskejede digitale giganter som Google, Facebook og Apple unddrager sig skattebetaling i de lande, hvor de tjener deres penge. De flytter skattebetalingen – på lovlig vis – til de lande, hvor skatten er allerlavest. Google, der sammen med Facebook har noget nær monopol på at bringe annoncer på nettet også herhjemme, tjener for eksempel flere milliarder kroner om året alene i Danmark, men betalte i 2015 ikke mere i dansk selskabsskat end de cirka tre millioner kroner, som Kristeligt Dagblad betalte i skat af sit overskud.
Det er godt, at EU langt om længe prøver at løse et indlysende problem i den digitale medietidsalder. Google og Facebook tager annonceindtjening fra de traditionelle medier, der må indskrænke, afskedige journalister og reducere i udbuddet af publicistisk indhold. Selv bidrager Google og Facebook ikke med at fremstille troværdigt indhold og unddrager sig samtidig betaling af skat.
Og så er der konkurrencen – eller manglen på den. Den danske EU-kommissær Margrethe Vestager kæmper en brav kamp på området, som bør påkalde sig almindelig respekt. Hun prøver at afsløre for eksempel Google i at manipulere søgeresultater, så Googles egne tjenester favoriseres. Hun uddeler milliardstore bøder og modtages ikke som nogen æresgæst, når hun rejser til USA. Men det er ved at forandre sig. Ledende amerikanske politikere er indstillet på, at der må gøres noget for at styre, kontrollere og måske også begrænse de gigantiske spillere.
Forleden skrev Margrethe Vestager på Twitter, at konkurrence på et marked er lige så afgørende for et retfærdigt samfund, som konkurrence mellem idéer er for et frit samfund. Det er en vigtig pointe.
I sidste uge offentliggjorde Kulturministeriet en fremragende rapport om de globale digitale aktørers betydning for de danske medier. Den var præcis og ikke opmuntrende. De udenlandske giganter er blevet verdens største redaktører, som med deres hemmelige algoritmer bestemmer, hvad danskerne skal læse. Danske medier er helt afhængige af dem for at nå ud til befolkningen. Internettets hvedebrødsdage er ovre. Som en tilbagevende kliché lyder det ofte, at man skal se muligheder og ikke problemer. Men nu, hvor vi til fulde ser alle muligheder, er det på tide, at der fokuseres på problemerne.