Partiernes medlemstal ligger fortsat historisk lavt, mistilliden til politikere er historisk høj, og alt for mange, særligt unge, har mistet troen på demokratiet. Forfaldshistorien har været fortalt tit og ofte de seneste år, og de folkevalgte har ledt med lys og lygte efter svar, der kunne puste nyt liv i folkestyret. Et af dem har været at give borgerne adgang til at stille deres egne politiske forslag. Samler sådan et opbakning fra flere end 50.000 personer, er Folketinget forpligtet til at behandle det på linje med de beslutningsforslag, partierne kan stille. En del lande har eksperimenteret med den slags ordninger, særligt efter at EU indførte noget tilsvarende i 2012 med baggrund i Lissabon-traktaten fra 2009. Kravene i EU er, at et forslag skal have opbakning fra mindst en million borgere fra mindst syv medlemslande, før EU-Kommissionen skal gå videre med det.
Til dato har der været 66 af den type borger-initiativer i EU, men kun ét er blevet til et konkret kommissionsforslag, nemlig et om, at rent drikkevand skal være en menneskeret i EU, og at vandforsyning og sanitet ikke må liberaliseres inden for unionen.
Herhjemme har muligheden for borgerforslag været i kraft siden januar i år, og der er allerede stillet 63 forslag. Heraf har ét opnået de nødvendige 50.000 underskrifter, nemlig forslaget om at fjerne det såkaldte uddannelsesloft, som begrænser adgangen til at tage mere end én uddannelse. En række studenterorganisationer står bag og anskueliggør, at ordningen i praksis vil blive et redskab for interesseorganisationer med en politisk agenda. Snarere end at det bliver den menige borgers mulighed for at komme til orde. I den modsatte ende finder man et forslag om at ”forbyde kritik af folkekirken”, der indtil videre har fået opbakning fra seks personer. Underligt at det overhovedet er sluppet igennem de regler, der trods alt er for at kunne samle underskrifter på borgerforslag.dk. Et forslag må nemlig hverken være grundlovsstridigt eller have ”klar karakter af en vittighed”.
I virkeligheden er det nærmere selve ordningen, som har karakter af en vittighed. Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at der en dag kommer et borgerforslag, som ingen folketingspolitiker selv har tænkt på, at det lykkes at få 50.000 mennesker til at skrive under på det, og at det siden bliver til lov i Folketinget. Chancen synes dog mikroskopisk. I praksis vil vi få en lang række paradeforslag, som aldrig bliver til noget, og som kun vil bekræfte store vælgergrupper i, at ”politikerne ikke lytter til borgerne”. Dermed risikerer det at bidrage yderligere til den politikerlede, som det ellers var meningen at bekæmpe.
Grundlæggende er Danmark et repræsentativt demokrati, hvor politikerne har ansvar for at føre en sammenhængende politik med respekt for økonomiske sammenhænge, mindretals rettigheder, kulturel balance og meget andet godt. Det har vist sig holdbart, for eksempel ved at valgdeltagelsen fortsat er pænt høj herhjemme. Udford-ringen er at få flere til at engagere sig i politisk arbejde, og den opgave må partierne kæmpe videre med.
Alternativet til det indirekte demokrati er det direkte demokrati, hvor alle borgere stemmer om ethvert lovforslag. Teknisk ville det godt kunne lade sig gøre i vores digitale tidsalder, men spørgsmålet er, hvordan man skulle sikre ansvarlighed, kontinuitet og mindretalshensyn i sådan et system. Det mangler vi svar på, og de svar har vi heller ikke fået med muligheden for at stille borgerforslag, som er direkte demokrati for halv skrue. Eller mere kontant: en demokratisk narresut.