Prøv avisen

Djøfisering

DJØFISERING ER blevet et af halvfemsernes modeord, når det gælder debatten om ledelse og struktur i den offentlige sektor. Ordet, der som regel ikke er pænt ment, dækker over det forhold, at stadig flere planlægnings- og ledelsesmæssige funktioner lægges i hænderne på jurister og økonomer, der er organiseret i det magtfulde Dansk jurist- og økonomforbund (djøf). Der er ikke i sig selv noget galt med den kunnen jurister og økonomer, repræsenterer. Men ikke mindst i sundheds- og hospitalssektoren er det ofte blevet fremført, at djøfiseringen sker på bekostning af det lægefaglige skøn. Nu er turen - som omtalt i dagens avis - tilsyneladende kommet til Kriminalforsorgen. I forsorgens eget udspil til fremtidig ledelsesstruktur får djøfiseringen endnu et nyk, mens den lægelige repræsentation i ledelsen af forsorgens behandlingsinstitution i Herstedvester bliver reduceret. Herstedvester er Kriminalforsorgens eneste behandlingsinstitution for seksualforbrydere og psykisk syge indsatte i de danske fængsler. Advarslerne og protesterne mod udspillet kommer fra Den Almindelige Danske Lægeforening og Foreningen af Speciallæger - og kan for så vidt ikke kaldes overraskende. Alligevel er der grund til at lytte til den lægelige kritik. Om ikke andet, så fordi udspillet til den nye struktur er begrundet i et krav om besparelser. I det perspektiv ligner ønsket om at styrke den juridisk-økonomiske ledelse af Kriminalforsorgens behandlingsinstitution nemlig betænkeligt et ønske om at rationalisere og effektivisere. Netop i forhold til de mennesker, der behandles på Herstedvester, er det meget betænkeligt at søge løsninger, der primært er dikteret af rationaliserings- og effektiviseringshensyn. Seksualforbrydere og psykisk syge indsatte udgør i forvejen det nederste hierarki i fængsels- og behandlingssystemet, og enhver forringelse af de behandlingstilbud, de tilbydes, er med til yderligere at forringe deres chancer for at komme ud af den situation, de befinder sig i. Med jævne mellemrum rejses spørgsmålet om behandlingen af seksualforbrydere og psykisk syge i almindelighed i den offentlige debat. Når det sker skorter det sjældent på politiske løfter om en øget og forbedret indsats. Ja, for få år siden gjorde statsminister Poul Nyrup Rasmussen i en åbningstale i Folketinget det ligefrem til et specifikt prioriteringsområde. Men når den politiske bevågenhed med lige så jævne mellemrum fordufter, viser al erfaring, at behandlingen af de psykisk syge i praksis fortsat udgør et lavprioriteret område i velfærdssamfundet. Og at den ene hånd ikke ved, hvad den anden gør. Det er Kriminalforsorgens udspil blot det seneste eksempel på.pb