Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Leder

Døde migranter er ikke ligegyldige

Af Karin Dahl Hansen, liv&sjæl-redaktør  

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Europas sikre grænser må ikke føre til forrået menneskesyn

Der har tilsyneladende udviklet sig en vis resignation eller træthed blandt europæerne over de forfærdelige historier med migranter, der mister livet, mens de prøver at komme til Europa. I denne uge blev 39 asiater fundet døde i en kølecontainer i England. Frosset ihjel i deres forsøg på at nå illegalt ind i det forjættede land – formentlig i jagt på en bedre fremtid.

I Storbritannien er en af de største drabs-efterforskninger i landets historie indledt, men kaster man et blik på forskellige nyhedsmediers hjemmesider, er det ikke en historie, der har den store interesse. Det er andre artikler, folk klikker på, ligesom tragedien ikke fylder nævneværdigt på sociale medier. Måske fordi det er sket før. I 2015 blev 71 migranter fundet døde i en lastbil i Østrig på vej fra Ungarn, og sidste år døde eller forsvandt 2275 mennesker i Middelhavet. Ifølge FN er Europas grænser i dag de farligste i verden.

I takt med at Europa strammer grænsekontrollen i disse år, og det blandt andet er blevet ekstremt svært at komme fra Frankrig til Storbritannien på illegal vis, vokser risiko- villigheden hos migranterne, og kynismen blandt menneskesmuglerne har tilsyneladende ingen øvre grænse. Presset på Europas grænser er enormt.

Det er imidlertid forkert at betegne vores kontinent som Fort Europa. Igennem de seneste 70 år har europæerne påtaget sig et stort humanitært ansvar, taget imod mange flygtninge og indvandrere og ydet en betydelig indsats i Den Tredje Verden. Det er ikke noget at skamme sig over.

Men Europa har med rette et ønske om at styrke sine ydre grænser, for ingen ønsker en ukontrolleret tilgang af millioner af flygtninge og økonomiske migranter, der forståeligt, men urealistisk søger et bedre liv hos os.

Det skal ikke være den enkelte migrants pengepung og fysiske styrke, der afgør, hvem der kommer ind, men derimod en beslutning, der træffes af de enkelte europæiske lande, der som suveræne stater har lov at afgøre, hvem der skal få lov at slå sig ned her.

Men det berettigede ønske hos europæerne om at have styr på, hvem der kommer ind på kontinentet, må ikke føre til ligegyldighed over for de enkelte mennesker, der mister livet i forsøget på at komme hertil. De døde i kølecontaineren var ikke bare en pris, vi betaler i en slags handel, hvor tab af menneskeliv er en del af omkostningerne for sikre grænser. Ja, hvor dødsfald i lastbiler og på Middelhavet måske ligefrem kan regnes for at have en præventiv effekt på kommende migranter, som skal skræmmes til at holde sig væk.

Hver enkelt, der frøs ihjel i en kølecontainer, måske allerede mens den stod i Belgien, var et menneske som os. Med familie, drømme og håb for en bedre fremtid. De har formentlig gennemgået både lidelse og angst, før de én efter én omkom i kulden.

Det må vi aldrig glemme, og livet devalueres, hvis vi vænner os til de menneskelige tragedier og møder dem med et lille gys og et skuldertræk.