Prøv avisen
Leder

Døden kan ikke være mål

Udvikling mod aktiv dødshjælp må bekæmpes

Det er vægtige stemmer, der i Kristeligt Dagblad i dag advarer mod et nyt politisk lovforslag. Ikke bare tre tidligere eller nuværende medlemmer af Det Etiske Råd – overlæge Ole Hartling, seniorkonsulent Christian Borrisholt og professor Peter Øhrstrøm – er bange for, at indførelsen af et såkaldt behandlingstestamente lusker en ny mulighed for aktiv dødshjælp ind i loven. Også Læge-foreningen protesterer. Det er vigtigt, for det er lægerne, der møder de døende i virkeligheden og står med de svære valg i den sidste tid af et menneskeliv.

I behandlingstestamentet kan den døende nedskrive, hvilke behandlingsformer der ønskes. Man kan for eksempel takke nej til hjertemassage, hvis hjertet holder op med at slå. Denne del af lovforslaget er for så vidt rimelig.

Men kritikken går på, at lægen af den døende kan forpligtes til at give en smerte- lindring, der har døden som bivirkning. Det kan eksempelvis ske ved et ønske om medicinering, der lader patienten dø af sult eller tørst, ikke af sygdommen. Men den går ikke. Behandlingens mål må altid være at lindre eller helbrede, ikke at føre patienten ind i døden. Døden kan ikke være mål med behandling.

Det må skrives klart og tydeligt ind i loven, at læger ikke kan forpligtes til at yde aktiv dødshjælp. Det burde ingen kunne have noget imod, hvis der ikke ligger ønsker om dødshjælp i loven.

Kristendommen har en lang tradition for at se værdi i det svage liv. Men i det moderne samfund vægter man i stigende grad hensynet til den enkeltes selvbestemmelse over dette svage liv, for eksempel den sidste tid for en uhelbredeligt syg patient. Denne tradition er vigende, og det åbner for en politisk udvikling mod devaluering af livet. Denne udvikling må man sætte sig imod.

Der er ikke blandt landets lovgivere samme principfasthed over for livets værdi som tidligere. Og man må spørge, hvad der er helligt for politikerne, hvis livet ikke er det. Det er tilsyneladende selvbestemmelsen. Man må indtrængende anmode landets lovgivende kræfter om at tænke sig om en ekstra gang, når ordet selvbestemmelse bruges politisk i forbindelse med afslutningen af et menneskeliv. Det er her, der opfindes nye genveje ind i døden. Som oftest er nutidens metoder til smertelindring så avancerede, at man kan undgå den fysiske lidelse, der tit bruges som argument for retten til at afkorte livet.

De fleste mennesker kan i de fleste tilfælde godt se, at selvbestemmelsen ikke kan være det sidste princip, der kan råde. Livets ukrænkelige værdi forstås lettest, hvis man forestiller sig en selvmordstruet teenager, der ikke ønsker at leve længere. Det er indlysende for de fleste, at man skal holde denne person i live. Samme princip gælder i andre situationer, og al erfaring viser, at åbenhed for dødshjælp ved uhelbredelig sygdom også fører til åbenhed for dødshjælp i andre sammenhænge. Den udvikling må stoppes.