Prøv avisen
Leder

Døden løser ikke det svære liv

Lyt til en far, der taler for livshjælp til sin datter

Man kan ikke bebrejde en kun 27-årig kvinde, at hun mister håbet og troen på livet, når hun først rammes af muskelsvind og efterfølgende umenneskeliggøres af et offentligt system, som i løbet af få måneder overlader hende til flere end 200 forskellige sundheds- og plejeansatte.

Man kan derimod med god ret bebrejde det offentlige system og de politisk ansvarlige, der i en kombination af kommunal kassetænkning og menneskelig ubetænksomhed indirekte signalerer til en ung og alvorligt sygdomsramt kvinde, at hun dybest set er til besvær og derfor ikke kan få en pleje, der sikrer respekt, stabilitet og noget, der bare tilnærmelsesvis ligner det liv, hun tidligere har levet, og som hendes jævnaldrende lever.

Den 27-årige kvinde fortalte for nylig sin historie i Kristeligt Dagblad, hvor hun gav udtryk for, at hun fandt livet med respirator og en mildt sagt upersonlig og ukærlig pleje så uoverkommeligt og uden fremtidsudsigter, at hun nu gerne vil have slukket for sin respirator, vel vidende, at det medfører døden i løbet af ganske kort tid. Kort efter henvendte kvindens far sig til Kristeligt Dagblad og kunne fortælle præcis den samme historie, men med en anden anbefaling for fremtiden: Hans 27-årige datter skal ikke have hjælp til døden, men til livet.

I en tid, hvor den folkelige opbakning til aktiv dødshjælp er voksende, burde faderens anbefaling være pligtlæsning for alle: Svaret på livslede er ikke døden, men netop livet, forstået som et liv, hvor man kerer sig om den syge eller livstrætte person.