Prøv avisen
Leder

Døden løser ikke det svære liv

Lyt til en far, der taler for livshjælp til sin datter

Man kan ikke bebrejde en kun 27-årig kvinde, at hun mister håbet og troen på livet, når hun først rammes af muskelsvind og efterfølgende umenneskeliggøres af et offentligt system, som i løbet af få måneder overlader hende til flere end 200 forskellige sundheds- og plejeansatte.

Man kan derimod med god ret bebrejde det offentlige system og de politisk ansvarlige, der i en kombination af kommunal kassetænkning og menneskelig ubetænksomhed indirekte signalerer til en ung og alvorligt sygdomsramt kvinde, at hun dybest set er til besvær og derfor ikke kan få en pleje, der sikrer respekt, stabilitet og noget, der bare tilnærmelsesvis ligner det liv, hun tidligere har levet, og som hendes jævnaldrende lever.

Den 27-årige kvinde fortalte for nylig sin historie i Kristeligt Dagblad, hvor hun gav udtryk for, at hun fandt livet med respirator og en mildt sagt upersonlig og ukærlig pleje så uoverkommeligt og uden fremtidsudsigter, at hun nu gerne vil have slukket for sin respirator, vel vidende, at det medfører døden i løbet af ganske kort tid. Kort efter henvendte kvindens far sig til Kristeligt Dagblad og kunne fortælle præcis den samme historie, men med en anden anbefaling for fremtiden: Hans 27-årige datter skal ikke have hjælp til døden, men til livet.

I en tid, hvor den folkelige opbakning til aktiv dødshjælp er voksende, burde faderens anbefaling være pligtlæsning for alle: Svaret på livslede er ikke døden, men netop livet, forstået som et liv, hvor man kerer sig om den syge eller livstrætte person.

Vi skal tage del i angsten og frygten, ikke negligere eller fortrænge den, og vi skal tage ansvar, også når det gør ondt og er svært, fordi det nu engang er det, man gør som menneske i relationer med andre mennesker. Vi skal ikke opgive hinanden, fordi et menneske ud fra en tidstypisk nytteberegning udgør en økonomisk eller plejemæssig byrde. Sker det, degraderes menneskets og livets værdi trin for trin, hvilket man har set i blandt andet Holland og Belgien, hvor aktiv dødshjælp ikke kun bruges på dødeligt syge, men også på personer med psykisk sygdom, depressioner og sågar ældre, der ikke ”fejler” andet end at leve i en for dem trøstesløs ensomhed. At tale om en glidebane, hvis der åbnes for aktiv dødshjælp, er ikke kun et teoretisk skræmmeargument, men en kendsgerning.

Centralt i kristendommen står mennesket som havende en værdi alene ved at være menneske, ikke i kraft af præstationer og evner. Dette principielle syn på mennesket er desværre ikke tilstrækkeligt indlejret i plejen af samfundets svageste og hårdest ramte.

Det siges ofte, at vi fødes og dør alene. Om det overhovedet er sandt, kan diskuteres, men det burde være en selvfølge, at vi som mennesker og som samfund – endda et af verdens rigeste – ikke lader vores medmennesker stå alene, når de rammes af sygdom, angst og frygt. Når livet er svært, er døden ikke svaret. Det er livet.