Dødshjælp på glidebane

International domstol ser på aktiv dødshjælp til belgisk kvinde

Hver dag dør syv mennesker i Belgien som følge af landets lovgivning om aktiv dødshjælp. Ligesom Holland har Belgien lovliggjort, at mennesker, der lever med ubærlig sygdom og smerte, kan søge om at komme af dage. Flere læger skal tilse patienterne, inden en dødelig indsprøjtning afslutter patientens liv. Begge lande har fremstillet deres kontroversielle lovgivning på området som særligt human, fordi den gør det muligt for mennesker at stoppe et lidelsesfuldt liv.

Men siden Holland i 2001 og Belgien i 2002 gav grønt lys for aktiv dødshjælp, er antallet af mennesker, der er kommet af dage på denne måde, vokset markant og langt ud over, hvad der var forventet. Lovgivningen i begge lande er også blevet udvidet, enten i sin fortolkning eller juridisk, til at omfatte flere mennesker end først oprindeligt tiltænkt. Hvor det var mennesker med fysiske sygdomme og ubærlige smerter og lidelser, der var lovgivningens egentlige sigte, gives der nu også dødelige sprøjter til mennesker med psykiske sygdomme og demens, og de første børn med uhelbredelige sygdomme har også endt deres liv med aktiv dødshjælp.

Mod slutningen af 2018 blev der rejst sager mod læger ved domstole i både Holland og Belgien, fordi den aktive dødshjælp er blevet en glidebane og administreres for lemfældigt. I Holland er en læge anklaget for at have givet en dement 74-årig kvinde et beroligende middel, så hun ikke skulle modsætte sig den dødelige sprøjte, som hun tidligere havde ønsket sig.

I Belgien er tre læger anklaget for ikke at have gjort nok for at rådgive en 38-årig psykisk syg kvinde til andet end dødshjælp, da hun oven i sin psykiske sygdom fik konstateret autisme.

I denne uge sagde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol så ja til at behandle en sag om en 64-årig belgisk kvinde, der fik aktiv dødshjælp, da hun led af kronisk og uhelbredelig depression. Hendes børn, som hun havde mistet forbindelsen til, fik først efterfølgende at vide, at hun var blevet taget af dage, da hendes søn blev kontaktet af hospitalet, som bad ham tage sig af begravelsen af hende.

Det er sønnen, der sammen med den internationale menneskerettighedsorganisation ADF International fører sagen. Deres argument er, at den belgiske lovgivning på området ikke er blevet overholdt, og de vil argumentere for, at pårørende skal informeres, inden der gennemføres aktiv dødshjælp, og at retten til at leve er en stadfæstet menneskerettighed, mens retten til at dø ikke er det.

Hvad det juridiske resultat af sagen kan føre til, er uvist, men alene det, at den tages op på så højt juridisk plan, vil sætte et kritisk lys på lovgivningen om aktiv dødshjælp generelt og fokusere særligt på Belgiens stadigt mere problematiske måde at forvalte den aktive dødshjælp på.

Heldigvis er det store flertal af politikere i Folketinget i Danmark modstandere af indførelse af aktiv dødshjælp. Det samme er det store flertal af læger herhjemme. Men løbende meningsmålinger viser, at flertallet af befolkningen er tilhængere af, at der indføres en ret til at få lægehjælp til at afslutte sit liv, hvis det bliver for vanskeligt at leve. Et lignende billede tegner sig i andre lande. Det folkelige pres kan en dag føre til lovliggørelse af aktiv dødshjælp, men det må ikke ske.

Læger bør kæmpe for menneskers liv, ikke for at fremskynde deres død. Menneskelig lidelse skal lindres, men ikke afskaffes ved at lade læger tage livet af patienter. Udviklingen i Holland og Belgien viser, hvor farligt det er at gøre det lovligt.